Du vil nok opleve stor udmattelse og træthed de kommende dage, og normalt ville vi gerne have beholdt dig, men vi har lidt travlt, så derfor må du selv klare resten derhjemme. Husk den sociale distance, spis rigeligt, drik rigeligt vand, tag otte Panodiler om dagen …

Så blev coronaen et litterært emne, en dystopi i stil med Pesten, Kværnen, Vejen – en fortælling om en mand der ikke kan kende sin verden. I denne sære verden, hvor man kan blive nummer 171 i køen, når man ringer 112, drives han afsted, syg og kraftløs, for at finde sin kone.

Det begynder med noget, der minder om influenza. Vores hovedperson, Niels, er ikke så bekymret, og han har sin kone gennem mange år, Marie, ved sin side. Der er styr på hverdagen, bortset fra at Niels’ influenza udvikler sig uheldigt, og det ender med, at han må indlægges. Umiddelbart ingen problemer, selvom personalet har rigeligt travlt. Men så sker der sære ting, et rygte siger at man ikke offentliggør de korrekte tabstal, arbejdshastigheden på sygehuset øges, hensynet til patienterne droppes, og hvad der er værre: Niels kan ikke få kontakt med Marie.

Så bliver han sendt hjem. Han er langt fra rask, men de skal bruge sengen til andre. Niels tager afsted for at finde Marie, og verden bliver mere og mere grotesk. Folk hamstrer, så der er bilkøer foran supermarkederne, ekspedienter udvandrer, og folk bliver bestjålet og kommer til skade i butikkerne. Niels oplever, at hans nabo stjæler mad fra ham. Militæret er på gaderne og at finde Marie viser sig næsten umuligt. Under sin søgen møder Niels andre ofre. Han vil gerne hjælpe, men tør ikke engagere sig, og folk bliver mere og mere afstumpede.

Undergang er uhyggelig og forfærdende tæt på det der virkeligt skete, omend hamstringen vel ikke gav personskader. Søren Poder minder os om, at vores samfund fungerer, men at vi måske ikke er så langt væk fra dystopien. Romanen er over al måde gribende.

Undergang

Søren Poder

257 sider

Brændpunkt

Udgivet: 03.06.2021

Birte Strandby