Roman om et forbløffende menneske, William Sidis, der angiveligt havde en intelligenskvotient på mellem 250 og 300.
Og det er ikke kun William, der er forbløffende – også hans opvækst er i særklasse og ikke mindst forældrenes indstilling, enige som de er, om at William er en almindelig, sund dreng, og at deres opdragelse af ham alene går ud på at stimulere barnets medfødte nysgerrighed. William lærer at drikke og spise selv i en alder af syv måneder, fordi han får muligheden samtidigt med, at forældrene gør sig umage for at vise et godt eksempel, selvom hans mor er ved at få dårlige nerver over alle de kopper, der ryger på gulvet, før forsøget lykkes.
Som elleveårig holder han sit første foredrag på Harvard, i en alder af 16 opnår han Cum Laude sammesteds, og her viser hans mor, der selv er flygtning fra Ukraine og læge, sig som en rigtig ’tigermom’ og skælder ham ud for dovenskab, fordi han ikke bestod med Magna Cum Laude.
Læseren får et nuanceret billede af et menneske, der oplever både en fantastisk udvikling, glæden ved at undersøge tingene, men også et voldsomt ødelæggende pres og en social kejtethed tæt på autistniveau. Romanen er afvekslende og følger tre spor: Barndommen med de ambitiøse forældre, Williams forelskelse og socialistiske engagement 1919, og sidste del af hans liv i 1944.
På Wikipedia er der lister over hans enestående intellektuelle udvikling, ligesom de fleste af hans bøger kan findes blandt andet Collisions in the Street and Highway Transportation fra 1936, der stadig virker bemærkelsesværdig anvendelig i forhold til trafikplanlægning.
William Sidis’ perfekte liv
Morten Brask
274 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 24.03.2011
Birte Strandby
