Villads fra Valby er en god dreng med de allerbedste intentioner. Som Emil fra Lønneberg har han ikke én led tanke i hovedet og næsten ingen vrede kun forundring over sine omgivelser, der jævnligt opfører sig besynderligt. Villads er også nysgerrig og lynhurtig til at få gode ideer, og måske er det det med de gode ideer de giver omgivelserne nervøse trækninger af og til. For eksempel er Fridas mor og Villads aldrig helt blevet perlevenner. Måske er hun ikke helt tryg ved Villads, og det er på en måde også Villads der er årsag til, at Fridas mor bliver våd ikke blot en gang i løbet af bogen, men to –i to forskellige kapitler. Den ene gang fordi Villads vil have fat i den åre, der er på vej væk fra kanoen, men kanoen er ikke bygget til at have et barn hængende ud over siden, så den vælter med Villads og Fridas mor. Den anden gang klarer Villads det med en spand vand. Han sigtede ikke efter Fridas mor, men hun kom ligesom i vejen.

Illustrationerne er farverige, de supplerer teksten og viser ofte en lille glad og aktiv dreng og nogle voksne i forskellige stadier af glæde, forbavselse, uro og vrede. Der er mange detaljer og fine baggrunde, så læseren er med på sted og miljø.

Børnebøger kan have mange opgaver: Underholdning, terapi, udvikling, information. For Villads-bøgerne er nok mest en underholdende og næsten skyldfritagende demonstration af, hvor galt det kan gå, når man handler længe før man tænker.

Villads fra Valby på sommerferie indeholder små kapitler om sommerferie med mormor og morfar, sommerferie med mor og far, sommerferie hjemme i Valby.

Anne Sofie Hammer

Illustreret af Dina Gellert

112 sider

Målgruppe: 4+

Høst & Søn

Udgivet: 12.06.2015

Birte Strandby