Vakse vanartede videnssøgende Villads fra Valby slår til igen med de seks udgivne fortællinger samlet i en bog. Villads er en sød, nysgerrig og handlekraftig dreng af den slags, der skaber bølger i tilværelsen – også for de andre.

Alle seks historier: Villads fra Valby vasker en baby, Villads bliver bange, Villads får et brev, Villads laver en film, Villads låner en båd, Villads har vikar er anmeldt på bogvægten.dk

Bøgerne handler om drengen Villads der som Emil fra Lønneberg har de allerbedste intentioner om at gøre godt i denne verden, og så alligevel uforvarende træder lidt ved siden af og derfor ikke giver helt giver indtryk af den søde og hjælpsomme dreng, som han jo egentligt er. Villads er et moderne barn, et selvforvaltende kompetencebarn, der ikke har meget behov for at søge voksenhjælp. Han tager selv de fleste af de beslutninger, der skal tages i løbet af en dag. Heldigvis er der så en pædagogisk far, der godt kan forstå Villads’ gode hensigter. Lidt værre er det med de andre voksne i omgivelserne – for eksempel lærervikaren, der ikke rigtigt kan forstår, hvorfor Villads ikke bare sidder pænt stille.

Det er udmærket underholdning for førskolebarnet, der af Villads kan lære kunsten at overleve mobning, angst, egne fadæser og de voksnes uforståelige regler.

Bogen er gennemillustreret med Dina Gellerts lyse, lette streg, der gør Villads rundhovedet og rødhåret – og den pædagogiske far til en lang tynd mand med forklæde og forældrealvor.

Teksten fylder ca. 10 linjer pr side. Den er enkel med meget få lange ord og tilgængelig også for førstegangslæseren.

Anne Sofie Hammer

Illustreret af Dina Gellert

96 sider

Høst & Søn

Udgivet: 04.11.2014