Bersærkere, helte, drager og smukke, begavede kvinder er hovedrolleindehavere i denne samling dramatiske og ret blodige sagn fra Danmarks ungdom.

Blandt de mere velkendte er Hamlet, Beowulf, Stærkodder, og måske har man hørt om Kong Vermund. Kong Vermund er gammel og træt og klar til at overdrage sit kongedømme til sin søn og arving. Desværre er arvingen Uffe, der aldrig har sagt eller gjort noget fornuftigt. Men da Uffe udfordres af sakserkongen, tager han kampen op. En tvekamp skal afgøre, hvem der fremover skal regere Danmark, og duellen udspiller sig på en lille ø i Ejderen. Uffe udstyres med kong Vermunds sværd, Skræp. Kong Vermund sidder i sin stol tæt på vandkanten, og når han hører fjendens sværd suse gennem luften, flytter han sin stol tættere på vandet, og når han hører Skræp, rykker han tilbage.

Også Ragnar Lodbrog og hans vidunderligt kloge Kraka er med. Kraka skulle møde vores helt på stranden. Han var varm på hende men ikke ganske sikker på, at hun var begavet nok til at blive hans kone. Derfor befalede han hende, at hun skulle komme – ikke nøgen og ikke påklædt, ikke fastende og ikke sulten, ikke alene og ikke i selskab med mennesker. Kraka var ret kvik og måske også interesseret i at blive gift med kongen, så hun kom iført et fiskenet i selskab med en hund, og hun havde taget en bid af et løg.

Josefine Ottesen formidler i et nutidigt sprog, men der er også en lille beskrivelse af vikingernes verden, kort over lokaliteterne og et runealfabet.

Vikingesagn er smukt beklædt dels med Lorenz Frølichs tegninger til Illustreret Danmarkshistorie fra 1854 og dels med Sune Elskærs dystre, mystiske med runer forsynede billeder.

Vikingesagn

Josefine Ottesen

De 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid

Illustreret af Sune Elskær og Lorenz Frølich

172 sider

People’s Press

Udgivet: 14.03.2017

Birte Strandby