Et abstrakt begreb udlagt for de mindste
Viggo er et føl, og Erling er en hundehvalp. De bor på en gård, og de leger sammen. Der er flere dyr i omgangskredsen, blandt andre Orla der mod forventning ikke er en tyr, men i stedet en ko. Orla fortæller de to venner, om hvordan hun tog på eventyr som ung, og nu da hun er en ældre ko har mulighed for at se tilbage på sine eventyr fra dengang – altså sine minder.
Det er minder der er bogens centrale begreb, og Viggo og Erling får sammen med Orla skabt en minde om et hyggeligt møde om minder. Det kunne være spændende også at høre, hvordan Orla har fået et drengenavn, men det kommer Orla ikke ind på.
Senere løber Viggo og Erling om kap, og de møder en sommerfugl der er ensom. Men her kan vennerne heldigvis hjælpe.
I teksten tales der direkte til tilhøreren – barn på tre – fem år – om hvad vennerne laver, om sommerfuglens farver og om dyrene oplevelser.
Begrebet minde bliver slået fast, og dyrene fortæller, hvad man kan bruge det til.
Illustrationerne er søde, fylder hele siden og er ret enkle. Der er et – tre dyr i grønne omgivelser på hver side. Billederne viser det der står i teksten, men tilføjer ikke noget yderligere til fortællingen.
En begynderlæser vil have gode muligheder for at læse bogen, men indholdsmæssigt kan den også fungere som pegebog for en toårig tilhører. Sød bog der ikke tilfører så meget nyt til børneuniverset.
Viggo og Erling på minde-eventyr
Isabel Marie Elisabeth Eklund
56 sider
Byens Forlag
Udgivet: september 2024
Birte Strandby