En regnbue er bare regndråber i modlys. Julemanden findes ikke.
Cassiopeia er nittenårig jurastuderende uden sans for kærlighed og romantik, uagtet hun er undfanget under en parisisk stjernehimmel. Det fine navn har hun fået, fordi hendes mor ikke ville opkalde hende efter det eneste stjernebillede, hun kunne genkende: Karlsvognen.
Cassiopeia har ikke store forventninger til tilværelsen. Hun hænger ud med rige veninder, og så skriver hun dagbogslignende breve til den svenske astronaut Christer Fuglesang. Hun har desuden den sære egenskab, at hun får udslæt, når hun lyver eller siger noget hyklerisk.
En dag beslutter hun sig for at lære at spille klaver, og rent tilfældigt viser det sig, at hendes overbo underviser i klaverspil. Det begynder godt, men allerede efter første øvetime må Cassiopeia erkende, at hun er faldet for musiklæreren. Han bor desværre sammen med sin kæreste, og efterfølgende prøver Cassiopeia først at undgå ham, og siden går hun til angreb efter en uheldig og meget våd bytur.
Cassiopeia scorer musiklæreren. Han beslutter at slå op med sin kæreste, men inden han når det, bliver Cassiopeia og han opdaget. Det belaster deres forhold med et element af skyld, og det er spørgsmålet, om det overhovedet kan overleve med de givne odds.
Romanen har mange fine komponenter, blandt andet har Cassiopeias kyniske jeg en alvorlig diskussion om hendes forelskelse – udlagt som en politisk diskussion om musiklæreren.
Både Cassiopeia og hendes veninde, der har hævet sig højt over sin baggrund som mobbeoffer, har en interessant morbid humor, ligesom Cassiopeia forstår at formidle alle kærlighedens kvaler, så læseren ser hendes lidelser på klos hold. Let læst men mere end chicklit og kærlighedsroman.
Vi er ikke sådan nogen, der får hinanden til sidst
Katarina Sandberg
Oversat af Lotte Kirkeby Hansen
284 sider
Turbine
Udgivet: 2015
Birte Strandby
