Udramatisk depressionsdrama i flere små akter. Mia og Kristian bor sammen. Det har de gjort et stykke tid, og rammerne ligger nogenlunde fast. Mia læser nordisk litteratur og Kristian er for flere år siden droppet ud af arkitektskolen og serverer på en restaurant. Tiden går med det tiden går med: Et af venneparrene går fra hinanden, og Kristians gamle barndomsven flytter midlertidigt ind i lejligheden. Mia får lidt uvilligt kontakt med nabokonen, der kan berette om hustruvold og kåldolmer. Mia overvejer, hvordan hun kommer videre med specialet om Ibsens feminisme, og så er hun svagt tiltrukket af deres logerende. Kristian på sin side arbejder godt sammen med Jannie fra restauranten, og han tager med hende på weekendarbejde. Trods de små bølger i tiltrækning og frastødning beslutter Mia og Kristian at komme videre sammen, Mia overvejer en omskrivning af sit speciale, og Kristian vil søge ind på arkitektskolen igen.

Den tætte beskrivelse af de små ting minder om Helle Helles roman ’Ned til hundene’ eller franskmanden Alain Robbe-Grillets roman ‘Jalousi’, uden at der her er tale om minimalisme. Tværtimod følger vi på skift Mia og Kristian og deres tanker, forventninger, følelser, og det er trods den sparsomme handling ganske underholdende. Men især må man beundre den stil, der de første mange sider suger enhver form for liv ud af selve livet. Mia og Kristian handler som folk gør flest, men fremstillingen antyder, at den totale meningsløshed lurer bag hver handling, og hele projektet bliver til en lang erkendelse af, at mennesket digter sin egen virkelighed.

Lovende debut, gennemarbejdet, troværdig og læseværdig.

Vi er da voksne mennesker

Forfatter: Anna Friis
224 sider
Gyldendal
Udgivet: 04.10.2011
4 glober

Birte Strandby