Norsk ungdomsroman om Emilie der går op i mode og i Mathias, indtil hun i en tøjbutik møder en dreng, der sætter klistermærker på det udstillede tøj. På klistermærkerne er der en tekst om, at tøjet er fremstillet af slaver. Drengen er en del af gruppen Verdensredderne, der vil gøre op med uretfærdigheden i denne verden. Det går i første omgang på at anbringe labels på t-shirts, der er lavet i sweatshops med underbetalte børnearbejdere. Emilie tjekker verdensreddernes hjemmeside ud og bliver klogere på liberalismens smudsige dønninger, og så er hun heller ikke helt uinteresseret i drengen, Antonio.

Hun slutter sig til den lille gruppe, og deltager i den næste aktion, der går på at gøre opmærksom på cacaoarbejdernes sag ved at sætte mærker på Freia chokolade, uden at de ansatte i butikken opdager det. Bortset fra jalousi mellem Emilie og Aurora, der muligvis også er varm på Antonio, går det godt for den lille gruppe, og de beslutter sig for en større aktion med bedre chancer for medieomtale. Aktionen sigter på mobiltelefoner, og selv Steve Jobs hører om den – måske var det baggrunden for Apples egen ’forgrønnelsesproces Green my Apple’? Alt går fint, indtil Aurora dukker op med en ny dreng og ideer til ulovlige aktioner, så bliver gruppens idealistiske kamp pludseligt grim.

Sideløbende med Emilies historie er historien om Reena, der arbejder i en sweatshop i Bangladesh. Reenas historie giver kontrast til Emilies, men giver også romanen nogle uklædelige brud. Emilies vågnende bevidsthed og hendes spekulationer gengives overbevisende, og alle karaktererne er som taget ud af hverdagen.

Verdensredderne

Simon Stranger

Oversat af Dorthe de Neergaard

208 sider

Høst & Søn

Udgivet: 20.02.2013

Birte Strandby