En gruppe venner huserer sammen i teenageårene. Fem drenge og en pige, Laura, som samtlige drenge er forelsket i. De fem er meget forskellige, Peter er digter, Joost er med sit eget udtryk en Kemiens Lance Armstrong, André har senere en karriere som drug dealer, David bliver ejer af et rejsebureau og fortælleren bliver journalist, men udover forelskelsen i Laura deler de også interessen for cykelsport, og udfordringen er bjerget Ventoux. Det er en udfordring de forfølger sidst i teenageårene. Det koster livet for en af dem, og de andre spredes for alle vinde. Laura forsvinder helt og deltager ikke i begravelsen af den døde ven. Men 30 år senere mødes de igen, cykler til toppen af Ventoux, og efterfølgende taler de om, hvorfor og hvordan de tragisk mistede deres ven, og Laura kan bidrage med ikke mindre end to overraskelser.

Velfortalt med glimrende indsigt i både teenagernes og de modne mænds temperamenter og de med alderen ændrede holdninger. Der er gode dialoger, dog er vejen til afsløringen af fortidens synder meget lang, og overraskelserne står ikke helt mål med den omhyggeligt opbyggede spænding.

Et af de ungdommelige projekter var en bog om filosofi om cykling med blandt andet kapitlerne: Kant på cyklen, Armstrong som filosof, Sex, filosofi og cyklen (plus en stor fadøl), Læsningen uden hænder, Nietzsche var på sprøjten.

I øvrigt er det er dejligt forfriskende med de stadige omtaler af cykler og cykling – rullemodstand, hældningsmodstand, luftmodstand, mekanisk modstand –
i sammenligning med den evindelige flæsken til bag bilrattet som middelmådig litteratur sædvanligvis udsætter sin læser for.
Bert Wagendorp

Oversat af Birthe Lundsgaard
268 sider
Turbine
Udgivet: 23.03.2015