Det mest interessante ved bogen er fortællestilen. Her kan man tale ikke blot om en alvidende, men faktisk to næsten almægtige, med egne ord: perfekte fortællere, der ved alt om deres hovedpersoner, men som indrømmer egne begrænsninger i slutningen: De kan ikke fysisk røre karakteren Sigrid, og de har også en del vanskeligheder med at finde Viggo: Vi leder præmaturt i 2008, … men finder ham i 1998.
Romanen handler om Sigrid, der søger – og finder? – den store kærlighed, om Linnea der vil skabe en film, om Göran, hendes elsker, og om Robert, hendes tilbeder. Desuden er der Elida og Viggo, der altid har været tiltrukket af hinanden, Kåre der ikke længere kan elske Wanda, fordi hun alligevel ikke er hårdere end andre kvinder, Trine, performancekunstner, der henleder tanken på en litterær udgave af Michael Kvium – og så, naturligvis, George W. Bush og Dante fra Den Guddommelige Komedie.
Helt jordnært går diskussionen på, om der er noget skrøbeligt over kvinder, der går rundt i for store pyjamasjakker til mænd, hvad Sofia Coppola tænkte, da hun skabte ouverturen til Lost in Translation, og hvorfor Kill Bill 1 er en mere kontroversiel film end Kill Bill 2.
Skønt handlinger og personer er fængende i sig selv, er det stilen, der fascinerer: En arrogant spillestil med menneskelige brikker, som dog ikke er formet af fortællerne. Samme fortællemåde kan svagt genkendes fra Reconstruction (med Maria Bonnevie og Nikolaj Lie Kaas) og Stranger than Fiction eller måske frit efter landsmanden Jostein Garders Sofies verden. Det giver en pirrende og provokerende udgave af den alvidende fortæller.
Forfatter: Gunnhild Øyehaug
Oversat af Sara Koch
240 sider
Gyldendal
Udgivet: 20.01.2010
