En debat der aldrig slutter …

Da Den Europæiske Union – tidligere Fællesmarkedet – blev skabt var det med samhandel for øje og på sigt en tættere union. Det med samhandlen kan kan de fleste – borgerlige som venstredrejede – fint leve med. Og vi mærker ikke altid så meget til EU. Men måske var de 11 ugers tvungen barsel for fædre lidt af en øjenåbner, for hvorfor skal EU blande sig i det?

Morten Jarlbæk Pedersen har skrevet en bog om, hvordan det er gået til, at EU har fået en sådan indflydelse på vores privatliv. Han ser nærmere på, hvad EU er, hvordan institutionerne fungerer, og hvorfor EUs indflydelse er voksende, selv om vores engagement måske ikke er.

Bogen begynder med en analyse og afslutter med en vurdering af resultaterne. Det første begreb der tages under behandling, er ‘arbejdstager’. Da EF blev grundlagt var arbejdstageren en person der arbejdede fuldtids indenfor bestemte brancher, og som man gerne ville give adgang til andre landes arbejdsmarkeder. Konkret var denne arbejdstager en ‘anerkannter Kohle- und Stahlfacharbeiter’. I Rom-traktaten fra 1958 var begrebet udvidet, så det omfattede alle fuldtidsansatte i det private erhvervsliv – og deres familier Med til udvidelsen af begrebet fulgte også, at medlemslandene ikke havde indflydelse på definitionen. Den lå hos EU-Domstolen. Og nu omfatter begrebet desuden deltidsansatte og unge på tidsbegrænsede kontrakter, ligesom en eventuel manglende selvforsørgelse ikke må resultere i udvisning.

Udvidelsen af arbejdstagerbegrebet viser, hvordan en udvanding har fundet sted hjulpet på vej af EU-Domstolen, men forklarer ikke, hvordan EU kan blande sig i, hvem der skal passe ens baby. Den forklaring finder man i traktaten, hvor der er en passus om ‘målsætninger om beskæftigelsesfremme …’ og senere en formulering om ‘lige muligheder på arbejdsmarkedet for mænd og kvinder …’. Jarlbæk Pedersen påviser, hvordan en EU-Domstol der er lydhør overfor de politiske vinde langsomt får mere og mere indflydelse på den enkelte borger. Eller med forfatterens egne ord: ‘EU har en integrationsmotor, der kører …’

Ydermere ser forfatteren på samspillet mellem råd, parlament, domstol og kommissionen. Konkret kommer vi helt ned på mikroniveau, men Europa-Parlamentet får mere og mere magt, kan EU stadigt ikke blande sig i de enkelte medlemslandes skattepolitik. Den samlede vurdering af EUs magt er, at den eksisterer, og at den har godt fat. Et af de næste skridt for EU handler om sikkerheds- og forsvarspolitik

EU-integrationen er nået vidt. 50 – 60 % af dansk lovgivning kommer fra EU. EU er en regelmaskine der kører videre, uanset om vi ser det eller ej, men vi har stadigt indflydelse.

‘For det første er man forpligtet på det nære. Uanset hvor meget europæer man er, så er man som dansk politiker altid det danske folks repræsentant. For det andet er man forpligtet til at være skeptisk sådan i almindelighed. For nogle glider det over i decideret EU-modstand, men det behøver det ikke.’

En af forfatterens konklusioner er, at man bør acceptere en EU-integration i flere hastigheder, og at en styrkelse af subsidaritetsprincippet bør være et uomgængeligt udgangspunkt for enhver borgerlig EU-politik.

Med Vejen til et borgerligt Europa får man chancen for at forstå, hvad EU kan, og hvad vi kan i forhold til EU. Redegørelserne er grundige og med fornuftige eksempler, omend stoffet er rigeligt teknisk, hvis man kæmper med at mobilisere interesse for den politiske magtfaktor som EU er.

Vejen til et borgerligt Europa

Morten Jarlbæk Pedersen

150 sider

Munch & Lorenzen

Udgivet: 2024

Birte Strandby