Endnu mere farverig og dramatisk end den første bog i tegneserien om guder, jætter og mennesker
Vei har udviklet sine krigertalenter, og hendes vej er brolagt med ofre. Jætterne glæder sig over at kunne sende hende i tvekamp, men guderne er sejrssikre, og mener at deres kriger vil vinde tikampen – undtagen Freja der kan se ind i fremtiden. Kort før duellen, finder Vei ud af, at hun skal kæmpe mod Dal, som hun elsker. Hun har ikke mulighed for at slippe fri af kampen, og det kan kun ende på en måde.
Loke er ung og smuk, en kvinde det meste af tiden, og mest kvindelig, da hun skal have fat i Dal og mere maskulin, da han/hun skal vinde Veis tillid. Guderne lever i noget omfang op til deres ry, som vi kender det fra blandt andet tegnefilmen om Valhalla. Thor er noget af en grov fyr, Freja er skøn omend påfaldende kraftig og ikke utilbøjelig til rænkespil, Idun har tillagt sig en syret og morbid humor.
Som alle ved, både guder og jætter, så nærmer vi os ragnarok. Det har inspireret tegneren til at dramatisere, så Ragnarok bliver navnet på en overdimensioneret lindorm, en drage der aggressivt bryder fri for at kæmpe mod aserne. Ragnarok skildres i overvældende tegninger, heftige effekter og blodige kampe. Blandt andre Thor folder sig helt ud med Mjølner i sin hånd.
Vei bygger i stort omfang på nordisk mytologi, omend med jætterne som blå avatarer, bare større. Og så er der lånt lidt fra Illiaden, da Brage begynder sit kvad med: Vreden Gudinde Besyng!
Vei 2 er en voldsom fortælling, både spændende og tragisk – og hård kost for unge modige og modvillige Vei.
Vei
Bog 2
Sara B. Elfgren
Karl Johnson
Oversat af Hanna Lützen
Forord af Peter Madsen
224 sider
Cobolt
Udgivet: 01.12.2020