Farverig, dramatisk tegneserie om guder, jætter og mennesker

Fra første ramme er det storslået og dramatisk. Vi ser et frådende hav. I midten et menneske, en ung kvinde, der bliver kastet rundt af bølgerne. Hun er kun halvvejs ved bevidsthed og hører i sin halvtbevidstløse tilstand taktfaste slag, som måske er hendes hjerteslag. Det viser sig at være lyden af årenes rytme i vandet fra et vikingeskib, prins Eidyrs vikingeskib.

Vikingeskibet er storslået og skræmmende, og ombord får prins Eidyr og hans tjener, Dal, øje på kvinden i vandet. De får hende ombord på vikingeskibet. Hun er mørk, og vikingerne er meget lyse, så de tror, at hun er en heks, og hun bliver bundet til masten, mens vikingerne sætter kursen mod Jotunheim, jætternes bolig.

Da de nærmer sig kysten, splintres skibet mod klipperne, og menneskene ombord bliver kastet ind på stranden. Dal befrier Vei, og sammen går de ud for at finde Veis hjem. Også her er sket forandringer, og de to unge – og snart forelskede – søger mod jætternes bolig på toppen af Jotunheim, eller rettere i klipperne under bjerget. Jætterne har deres at slås med, og snart dukker aserne op – Odin, Tor, Freja med følge – så de kan gennemføre deres dueller mod jætterne. Vei er en af duellanterne.

Teksten er fin, mens billedsiden er spændende og lidt fantastisk. Da aserne kommer, er det på Bifrost, regnbuen. Jætterne er blå og har har horn, og jætterne har i øvrigt en krystalsal. Baggrunden for tvekampene som vi får et godt stykke inde i tegneserien benytter tegninger inspireret af indisk og ægyptisk mytologi.

Loke stiller op i skikkelse af en smuk kvinde og er lige så falsk som altid. Freja er blevet til en meget rund, frodig kvinde, og den nordiske mytologi er nok mere vejledende end styrende, hvilket er helt ok, fordi tegneserien har så mange andre kvaliteter at tilbyde.

Glimrende, inspirerende tegneserie, men den er på enkelte steder meget blodig og ikke velegnet til mindre børn.

Vei

Bog 1

Sara B. Elfgren

Karl Johnson

Oversat af Hanna Lützen

Forord af Peter Madsen

144 sider

Cobolt

Udgivet: 2020

Birte Strandby