Endnu en roman der får det til at virke uforståeligt, at Coelhos bøger er solgt i 56 millioner eksemplarer over hele verden. Som i andre af sine romaner – for eksempel Heksen fra Portobello – trækker han læseren gennem bogen ved at signalere, at svarene på livets store gåder ligger lige om hjørnet. Det gør de måske også, men Coelho er ikke den, der leverer løsningerne, og handlingsmæssigt er bogen overraskende uinteressant, netop fordi den hele tiden antyder, at noget stort er på vej, uden at læserens møjsommeligt opsparede forventninger indløses undervejs.
Romanen er fra 1992 og skulle være selvbiografisk: Paulo og hans kone Chris kører rundt i Mojave-ørkenen, fordi Paulo har et ønske om at se sin skytsengel. Chris er ikke sikker på, at hun har en engel, men der venter dem begge nogle berigende oplevelser. Undervejs møder de Valkyrierne og disses anfører, Valhalla, der går meget op i ritualer og i øvrigt er forkæmpere for kristendommen – vold ingen hindring.
Meditationsbeslægtede begreber som kanalisering og ’den anden bevidsthed’ forhindrer oplevelsesniveauet i at gå helt i tomgang, men en klar udlægning mangler.
En dag da ægteparret befinder sig i ørkenen giver en uventet støj dem indtrykket af, at englen er på vej, men det viser sig at være amerikanske militærfly på øvelse.
Chris og Paulos ægteskab kører på pumperne, og det fylder også lidt, uden at det får nogen af personerne til at tone klart frem på lærredet. Men Paulo ender med at se sin engel, og læseren kan ende med at føle sig lidt snydt over det beskedne udbytte af læsningen.
Valkyrierne
Paulo Coelho
Oversat af Tine Lykke Prado
220 sider
Bazar
Udgivet: 2011
