Sikt mot månen / selv om du ikke treffer / lander du alltid / blant stjernene.
Det er digtet, som fortællerens lillesøster lægger i sin mormors kiste, og det er også sådan det føles at læse norske Tommy Skoglunds prosadigt. Det stræber efter det perfekte, og rammer ikke helt ved siden af skiven i sin betagende lyriske og alligevel konkrete beskrivelse af sorg.
Det begynder:
Noen ansikter er vanskeligere å se for seg som døde. I natt blåste mormors lys ut.
Fortælleren er barnebarnet, der langsomt sanser mormorens død, mens han blander følelser med realistiske observationer af morfaren, der finder mormoren knælende ved sengen om morgenen, da han kommer ind med avisen. Ind i mellem er der tilbageblik, mormoren har fået sin dødsdom af lægen nogle måneder tidligere, og er blevet kørt rundt for at sige farvel til sine nærmeste
Da mormoren er blevet begravet, kommer turen til morfaren. Langsomt kommer døden nærmere, morfaren svinder ind og kan ikke længere tage føde til sig, og til sidst dør han.
Jeg mister hele tiden noe som blir borte.
Trods den lyriske tone anvender digtet ikke nogen af lyrikkens sædvanlige greb. Sætningerne er korte, og de fleste af dem beskriver bidder af realiteter. Der er ikke mange tillægsord, og dem der er, er ikke værdiladede, mørklagt, urørlig, synlig. Det lykkes digteren at formidle alle de store følelser uden brug af store ord.
Digtet handler om tab og sorg – og om at forholde sig til sorg, forstå omfanget af sorgen og tabet. Det formidler forfatteren godt og smukt.
Våkne som en del av naturen
Prosadikt
Tommy Skoglund
49 sider
tommy.skoglund@gmail.com
Udgivet 2021
Birte Strandby
