Når røvhullet får kniven.
’Vådområder’ er en modig og meget usædvanlig roman. Den 18-årige Helen Memel er på hospitalet for at få opereret sit røvhul. Under en af sine ugentlige barberinger er hun kommet til at skære en lille flænge i sin hæmoride-roset. Det er blevet til en overordentlig øm betændelsestilstand, der kræver et mindre men smertefuldt kirurgisk indgreb.
Herefter fræser historien af sted fra Helens mund i en rablende morsom, tragisk og alligevel opløftende fortælling om den frigjorte feminist, der kæmper for at løsgøre sig fra sin traumatiske barndom.
Helen er fascineret af sine kropsåbninger og udsondringer. Hun betragter sin krop som en erotisk mekanisme, der skal tilføres så meget erotisk lystenergi og tilfredsstillelse som muligt. Hun søger bestandig ultimative seksuelle oplevelser og er ekspert i effektive onanimetoder.
Her er ikke noget med Femina-æstetik, rengøringsvanvid, pæn-pige selvundertrykkelse eller finkulturel kropsbevidsthed med evig jagt på det perfekte legeme. Men her er en rå fysisk bevidsthed om kroppens funktioner og dens utallige muligheder som seksuelt instrument. Helen svælger i udforskning af kussefolder, blod, prutter og hæmorider.
Den sengeliggende Helens tanker er som en intens kravletur gennem hendes vaginale kanals riflede gang og langt op i hendes rektale bevidstheds krinkelkroge, hvor et fremtrædende traume er moderens forsøg på at begå selvmord og tage Helens lillebror med sig – en begivenhed der aldrig senere er blevet omtalt i den kommunikationssvage familie.
Roches roman er elegant skrivekunst, som både formår at være nærmest pornografisk svælgende i tyktflydende kussesafter og anale udsondringer og alligevel ramme romanens andre temaer med så stor kraft i processen, at man sidder helt stakåndet tilbage.
’Vådområder’ er anderledes vild og feministisk roman, der garanteret vil få både hadefuld kritik og åndeløs ros. Den leverer et forfriskende brud med den pæne æstetik som jeg umiddelbart vil sammenligne med Marco Ferreris berømte film ’Det store ædegilde’.
Forfatter: Charlotte Roche
Oversættelse: Aino Roscher
213 sider
Forlag: Athene
Jan Vandall