I min tid vidste man – det vil sige lærde folk, ikke de bondsk uvidende eller de teologisk indskrænkede – at jorden var rund.
En fantastisk historie om et mystisk verdenskort – et hvor også Paradisets Have er medtaget, omend uden for vores verden – der påvirker de mennesker, der har med det at gøre fra bronzealderen til lidt ud i fremtiden. Hvert kapitel fremstiller mennesker i en bestemt tidsalder.
Æinir Glyrifax er den første, vi møder, og det er i 1324. Han rejser i mange dage for at komme frem til fyrst Hasenkopfs hof, hvor han skal arbejde med et verdenskort. Det er fyrsten der bestemmer, at Paradiset ikke er en del af den virkelige verden. Fyrsten er det klogeste menneske, Æinir kender, men da det går op for Æinir, at kortet skal bruges til at øge fyrstens magt, bliver han nødt til at modarbejde ham.
Kortet dukker op i andre kapitler. I 1990 hævder en ung kvinde, at kortet kan få folk til at forsvinde, at hendes onkel forsvandt sporløst, da hun var lille. Hendes samtalepartner er en mand, som hun møder i et tog. Han er betaget af hende, men da hun hopper af toget, før hun når sit rejsemål, ved han godt, at han aldrig skal se hende igen.
Et andet kapitel foregår i fremtiden. Svenne og Hildur vil gerne give deres far en god gave til hans 50 års fødselsdag. Deres far har næsten alt og er glad, bare de vil være med til festen, men egentligt mangler han ikke noget undtagen måske lidt tid, for han kan godt bruge mere tid med familien. Svenne og Hildur arbejder hårdt for at anskaffe ham det, han mangler: to uger i skinnende ny tid. Det bliver en dyr gave.
‘Ur’ er en besynderlig fortælling, der ligger et sted mellem science fiction og historie. Det er lidt som at se filmen Cloud Atlas fra 2012 med Tom Hanks, Halle Berry, Hugh Grant – en række forskellige fortællinger der hænger sammen. I filmen er det reinkarnation der får filmen til at hænge sammen. Det er verdenskortet der er sammenhængskraften i ‘Ur’. Det er en spændende roman, men måske giver den mest mening, hvis man er i samklang med klimatosserne og forudser verdens kollaps.
Ur
En historie
Rasmus Hastrup
222 sider
Screaming Books
Udgivet: November 2022
Birte Strandby