Der lægges hårdt ud i Ulvetider. Martha Munk har besøg af veninden Tine der har mødt den helt rigtige mand på nettet. Hun skal møde ham for første gang i virkeligheden, og hun lover at fortælle Martha, hvordan det går på daten. Siden hører Martha ikke fra hende. 

Ved et tilfælde skal Martha nogle dage senere undersøge et indbrud i et vinlager ude på landet ved Fårevejle. Nogle kasser vin er blevet stjålet. Til gengæld finder Martha en grøn pung mage til den, Tine medbragte, og da hun ringer til Tines mobil, finder hun også Tine, der har været offer for en forbrydelse.

Hun kan ikke være med til opklaringen og bliver i stedet sendt til Lemvig, hvor der angiveligt aldrig sker noget. Det gør der så alligevel. En ung pige er et par måneder tidligere fundet dræbt angiveligt af en ulv, og sagen er henlagt. Men kort tid efter ankomsten finder man en anden ung kvinde, voldtaget og lemlæstet, men dog i live. Den næste kvinde der findes er død.

Efter grundige undersøgelser finder politiet frem til tre mænd der hader kvinder, oplagte morderemner, men der er alligevel noget galt. Og før Martha ved af det, er hun selv et potentielt offer.

Vi følger mest Martha, men også hendes kæreste Svend og i små klip møder vi morderen og præsenteres for psykopatiske træk

Ulvetider er den fjerde krimi i rækken efter Hundeungerne, Dårekisten, Slangereden. Der er god udnyttelse af mulighederne for spænding, plottet er overraskende, og der er et godt tempo i krimien. Om plottet er sandsynligt er en anden diskussion, men det er en spændende læsning.

Ulvetider

En Martha Munk krimi

Pernille Plaetner & Marianne Rohweder

331 sider

Grønningen 1

Udgivet: 2024

Birte Strandby