Ulighed er mange ting. Når det kommer til løn, er vi ret lige i Danmark, men ikke når det handler om formue. Hvornår er ulighed et problem, og hvornår skal politikere reagere på det? Er det et politisk projekt, hvis den der dyrker motion og spiser grøntsager lever længere end den der ikke gør?

Den første konklusion er, at ulighed kan være et stort problem: ‘… et års fattigdom som barn i Danmark resulterer i lavere løn og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen’. 

I Danmark handler det sjældent om sult, men om relativ fattigdom, altså om man er fattigere end dem, man sammenligner sig med. Det kan man forsøge at udligne ved at støtte biblioteker, uddannelse og ordninger der hjælper de dårligst stillede, men det ser ud til, at den sociale arv har større betydning for uligheden end diverse støtteordninger. Børn fra lavindkomstfamilier hører simpelthen færre ord end børn fra højindkomstfamilier.

Begrebet ulighed bliver belyst fra flere vinkler: hvordan tilgangen til boligmarkedet kan påvirke uligheden, hvordan ser det ud med ligheden blandt kønnene, og hvorfor er der så få mandlige jordemoderstuderende. Pikettys ‘Kapitalen i det 21. århundrede’ omtales for sin analyse af uligheden i USA og Europa fra 1900 til i dag, og Carsten Andersen forklarer, hvordan social arv og ulighed hænger sammen, og hvorfor der er store geografiske forskelle på netop den sociale mobilitet.

Bogen er – i lighed med andre Tænkepauser – et interessant input til en vigtig politisk diskussion, men også en lidt hurtig samling af blandede bidrag. For eksempel er Gatsby kurven forklaret med stor omhu, men her kunne en grafisk fremstilling af kurven have hjulpet på forståelsen. Det efterhånden velkendte studie om musikere der skal spille bag et forhæng for at undgå kønsbias er også medtaget, men desværre i den forkerte og forenklede udgave: at der rent faktisk skulle blive ansat flere kvinder efter, når udtagelseskomiteen ikke kan se musikeren. Undersøgelsen er blandt andet diskuteret i ‘Pseudoforskning’ af Torsten Skov.

ulighed

Carsten Andersen

60 sider

Tænkepause

Århus Universitetsforlag

Udgivet: 2023

Birte Strandby