Sommeren havde været elendig, men hvad andet kunne man vente med den nye regering?
Tørvekongen er en kollektiv roman om tiden omkring 2. Verdenskrig. Vi følger forskellige karakterer i landsbyen. Thorkild, tørvekongen, er manden med de lyse ideer og initiativet, men med til billedet hører også Erik, der melder sig til Frikorps Danmark, Frantz der flygter fra Tyskland for ikke at blive soldat, og Kræn Wolle, der med sin godt 90 år gamle livserfaring har set det hele før, uden at der af den grund er nogen der lytter.
Ironien kunne have været Scherfigs, og beretningen minder på flere måder om Frydenholm. På den anden side så har fortællemåde og stil også noget fra Hans Kirks De ny tider. Blot er Tørvekongen mere brutal, og Simonsen er ikke venligere overfor sine hyklere end Scherfig var ved sine. Det endelig retsopgør – og hvad der er værre – det folkelige opgør – er skildret let kvalmende, og man bliver ikke ligefrem stolt over at være dansker. Både Scherfig og Simonsen gør for eksempel meget ud af den charmerende detalje, at da tyskerne under besættelsen anmoder om at få arresteret de 60 ledende kommunister (tallet er 50 hos Scherfig), arresterer det danske politi velvilligt 300 (400 hos Scherfig) formodede kommunister. I øvrigt benytter den lokale betjent i Hejlstrup sig af samme sprogbrug, som Sofus betjent i Matador, da denne skal afhente Røde, så der er flere muligheder for at opleve genkendelsens glæde, uden at der dog er tale om plagiat.
Konkluderende er det rigtig god læsning, så spændende som at læse Scherfig og Kirk for første gang – stor sproglig enkelthed og fortættede meninger, men ikke netop en kompliment til den såkaldte danskhed.
Tørvekongen
Forfatter: Knud Simonsen
376 sider
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
