Tilbage i september udkom Marianne Larsens række af underfundigt poetiske hverdagsepisoder, samlet under titlen og tiden i vild tilstand mod min hud. Det er en samling digte, der ifølge Larsen selv, er mere prosaagtige end hendes tidligere værker. Og måske er det netop det prosaagtige, der giver digtsamlingen dens helt specielle karakter. En karakter, der på en gang får digtene til at virke atypiske og lidt syntaktisk svære at greje, men også lette, ligefremme og ikke mindst smukke.

Dette kommer eksempelvis til syne i et af de i alt fire digte, under titlen ”Andetsteds”. Her skriver Larsen: ”Og børnene flakser og ser på hinanden og ser flaks i hinandens øjne/ imens de voksne går rundt og sover med kroppene/ fulde af hokuspokus for ellers ville de ikke gå som/ de gør i gaderne som om de vandrer på vand/ som om det kan bære og kirsebærblomsterne med.” Jeg læste digtet. Så læste jeg det igen. Så en tredje gang, for egentlig at finde ud af, hvad der var på spil. Et enkelt eller to mentale kommaer hjalp mig dog på vej, og til sidst stod digtet blot tilbage som en poetisk og smuk undren over det at være andetsteds. Om at flakse forjaget rundt imellem hinanden, med flaks og stress i øjnene, hokuspokus og antidepressiver i kroppen, og en frygt for at det fundament af kirsebærblomsterbilleder (på Instgram), så tyndt som vand, som vi har bygget vores tilværelse på, alligevel ikke kan holde.

Larsen rammer lige ned i kernen, lige der hvor det gør ondt. Hun undrer sig over hverdagen, og hun gør det gennem en hverdagslignende prosaform, men formår alligevel gennem sine elegante, nytænkende sprogbilleder, at trække hverdagsepisoderne op i en større samfundsramme. Hun undrer sig over tiden, en tid som både omkranser og er i vores liv, men som samtidig hæmmer og kontrollerer os. Som f.eks. i digtet ”Trekløver”, hvor ”Der står en mor og en far og et barn med hver sit glas juice i hånden./ De står og sover så hurtigt de kan lidt videre på resterne af søvnen”. Hun undrer sig over vores måde at være sociale med hinanden på, som eksempelvis i digtet ”Privatlivspåmindelse”, hvor en ”dagligdagsvandrer” ønsker at lade sin krop fylde op af gratis blikke, så der er gratis blikke nok til alle og enhver, hvor Larsen samtidig smider en kommentar afsted til den teknologi der har gjort et suverænt indtog i vores liv. Hun formår at skabe en hel række nye og smukke sprogbilleder, som gør det muligt for hende at stille skarpt på en lang række problematikker ved det moderne tidsoptimistiske liv, og som samtidig gør det til en glæde at læse og tiden i vild tilstand mod min hud.

Poetiske hverdagsepisoder

Og tiden i vild tilstand mod min hud

Digtsamling

Marianne Larsen

88 sider

Forlaget Gyldendal

Udgivet: september 2016

Maria Bøhnke