Noveller om forelskelse, kærlighed og mangel på samme, alle med en mandlig, ung og knap-så-ung jeg-fortæller.

Ophørsudsalg handler om en Torben, en dreng der har været på ferie hos sin onkel og tante, en fin ferie med onkels historier og tantes boller. Fem år senere annoncerer onklen og tanten, at de på grund af onklens handicap vil holde ophørsudsalg over deres møbler. De har inviteret hele familien til at komme og dele møblerne, og til spisninger herefter. Torben vil gerne have gyngestolen, og hans forældre er indstillet på at hente det, de kan. Og så kører de mod onklen og tantens hus. Her slutter novellen. Det er fint nok, at novellen giver læseren chancen for selv at tænke videre. Det er tit det, noveller kan. Men der er ikke helt guf nok til, at man kan sætte hjernevindingerne i sving..

Sproget er udtryksfuldt, og der er mange malende detaljer der placerer personerne i et genkendeligt miljø, men i øvrigt ikke udfordrer dem særligt meget.

Ridestævnet har den samme uafsluttede fortælling, og det gælder for alle novellerne, at der lægges op til mere handling, men de slutter generelt lidt brat. Undtagelsen er novellen Ikke anden nåde der handler om en slags parforhold. Han tilbeder, hun synes det er ok, at han er der. Hun arbejder og går ud om aftenen. Han er arbejdsløs og lever for hende. Det er en intens og moden kærlighed, men samtidigt er det en meget stillestående kærlighed. Ingen af parterne flytter sig ud af stedet.

Der er også en novelle om utroskab og død. En ung kvinde er sin kæreste utro, og dør kort efter. Kæresten søger hjælp hos den ven, hvor han plejer at få hjælp. Der er kun et lille problem.

Novellerne har mange gode optakter, men det kniber med slutningerne, og det er anstrengende for læseren selv at færdiggøre alle novellerne.

Ti bud på en virkelighed

Noveller

Juma Nellemann Kruse

88 sider

poeterne.dk

Udgivet: 2019

Birte Strandby