Det er med denne film som fokus at jeg agter at afslutte min diskussion af transcendensmotivet, hvilket jeg nu har gennemgået i mine anmelyser af Den Lille Havfrue og Rumrejsen 2001.

There Will be Blood af Paul Thomas Anderson ser jeg fuldstændigt hensynsløst som en efterfølger og i øvrigt flabet kommentar til Kubricks mesterlige rumrejse. Jeg er ikke den eneste der har sammenlignet de to film, særligt Andersons åbningssekvens som består af et goldt bjerg til samme intense og skumle lydbillede som Kubrick bruger i Rumrejsen, lader til at vække associationer.

Imens filmene har mange ligheder er de dog også hinandens modsætninger, men der hvor de er forskellige er det med så stort omfang, at det bliver antonymisk. Den mest radikale modsætning er den som forener de to ender af spektret og på den måde anfægter sin egen rolle som modsætning. Vi kan således se, hvordan Andersons film tager udgangspunkt i en meget specifik og afgrænset historisk periode, imens Kubrick behandler hele menneskets historie og en forestillet eftertid. Samtidig springer Kubrick let henover lige præcis den lange periode som er vores reelle historie. I den forstand kan man sige at Anderson beskæftiger sig med det, som Kubrick springer over. Når Kubrick springer over så meget, han hopper fra de aber som skulle blive til os og frem til rumrejse, da er hans film også abstrakt. For den behandler intet som vi rent faktisk har historiske kilder på. Vi ved at vi stammer fra aberne, men aberne i filmen er næppe så specifikke historiske figurer som for eksempel Sokrates, selv hvis det kan bevises, at han var Platons fiktion. Andersons film er derimod ganske konkret, den omhandler heller ingen historiske figurer, men helt klart et historisk tidsbillede og en masse viden om den tid hvor olieræset i Amerika tog til. Dertil er den specifik, fordi den fokuserer på én hovedperson, hvor Kubrick nærmest søger at udrydde subjektivitet i Rumrejsen. Denne forskel illustreres også i den forskel som en læser af Nietzsche ville se i de to film. Nietzsche er ofte blevet læst ind i Rumrejsen i forbindelse med transcendens-motivet da Kubrick jo ender med ideen om Starchild,hvilken man hurtigt kunne forstå som Übermensch. Hvis man ligeledes skulle se There Will be Blood med Nietzsches briller, så er det uden tvivl der Wille zur Macht (viljen til magt) man ville få øje på. Nietzsches begreb om menneskets drivkræft forbinder vores virke med en slags socialt agentur, vi ser vores ambitioner opfyldt i forhold til vores sociale stand.

Jeg sværger jo til at forfatterens intention med sit værk er ligegyldig, men hvis vi forestillede os at både Anderson og Kubrick havde læst Nietzsche, så ville There Will be Blood være et eksempel på Anderson der som en realist trækker i land for idealisten Kubrick der er løbet løbsk med sin fejllæsning af ubermensch. Det ville svare til Anderson der indskyder ”hov, hov, husk nu lige der Wille zur Macht” og derefter laver en film der illustrerer hvordan Kubricks idealisme ikke er forenelig med dette begreb.

I There Will be Blood følger vi Daniel Plainview (Daniel-Day Lewis) og hans vej til succes i oliebranchen. Vi følger hans udvikling fra arbejdsmand til bagmand. Fra starten af filmen hvor han arbejder alene og derfra udvikler sin forretning med lidt flere folk, indtil han til sidst bliver en stor, indelukket matador.

Ligesom Rumrejsen er fortællingen opdelt i tre perioder, tre spring, (selvom Rumrejsen i virkeligheden har fire, men det er fordi anden del er delt op i to, men de foregår grundlæggende i samme tid. Desuden har There Will be Blood også en dramatisk pause et sted i midten!) men det er også cirka så langt man kan gå i sammenligning af narrativet. For imens Kubricks film drives af det der kaldes intervention of the Real hvilket er det monolitten repræsenterer, så drives There Will be Blood af regulært drama. Man kan godt sige at alt drama ligeledes drives af en slags intervention of the Real i og med at alt hvad der er dramatisk er til ulempe for hovedpersonen. Man kan således se, i forhold til diskussionen af Rumrejsen 2001 (hvilken jeg opfordrer til at man læser) hvordan forskellen på behandlingen af subjektivitet kommer til udtryk i de to film. Monolitten i Rumrejsen er blot en form der kan stå for næsten hvad som helst, i den forstand er den abstrakt, hvor Anderson har valgt at udfylde denne form med sit drama. Man ser således også en forskel i kunstneriske ambitioner. Kubrick er af en skole hvor man leder efter den abstrakte form bag alle de æstetiske lag, som dramaet i en film normalt repræsenterer. Han leder med andre ord efter de symboler som kan siges at være ærke-symbolerne, så han kan få den ”reneste” fortælling. Det er også denne mission som ligger til grund for hans ideer om the art of suggestion. Symbolets reneste form har den stærkeste, mest dybtliggende implikation. Derfor skralder han hæmningsløst diverse æstetiske lag af, indtil han kommer ind til benet: Vi behøver ikke vide hvad aberne hed, hvad deres relationer var, vi skal bare vide at de sloges med nogle andre aber og at der skete et eller andet (monolitten: Intervention of the Real) som resulterede i udvikling og dermed sejr og dermed menneskets histories begyndelse og slutning.

I den sammenhæng går Anderson mere op i æstetik. En god historiefortæller er selvfølgelig altid økonomisk omkring sin fortælling, men Andersons fortællestil drager sin potens fra sin evne til at underminere formen. Det er ikke fordi han aldrig abstraherer, der er helt klart nogle scener der let kan ses som abstrakte. Han holder dog en god balance imellem abstrakt og konkret, form og indhold. (Det vil sige, referencer imellem det som er det reelle drama og når dette drama refererer til noget mere generelt, dramaets form.) I There Will be Blood kommer denne pointe for eksempel til udtryk i konflikten imellem Daniel Plainview og præsten Eli Sunday, som på et mere generelt niveau kan siges at være den altoverskyggende konflikt imellem religion og kapitalisme. Her ville Kubrick, frem for at have to karakterer, hellere vise det mest simple symbol som illustrerer sådan en konflikt, det kunne for eksempel være en kirke med en neon-reklame på siden). Det er også på denne måde at Anderson formår at skabe en film som både har flere lag, men også god underholdningsværdi og gode præstationer (Lewis vandt en oscar).

Det man skal lægge mærke til når man ser There Will be Blood, i forhold til transcendensmotivet, er selvfølgelig den teknologiske udvikling, som lader Daniel udvikle sit projekt. De samme regler som i både den lille havfrue og Rumrejsen 2001 gør sig gældende. Hvert eneste fremskridt kræver et offer. For Kubrick er dette fremstillet ved de ubehageligheder som monoliten udsætter menneskene for, for H. C. Andersen er der tale om prisen for at den lille havfrue kommer på land. Anderson illustrerer dette meget fint. Hver eneste gang noget nyt tilføjes til Daniels boreplatform, så er der en medarbejder der dør. Dette kan man passende sætte forhold til at den medarbejder jo alligevel skulle erstattes med det nye maskineri. Hvert eneste teknologiske fremskridt i vores civilisation i dag, er et skridt der gør nogle tusinde mennesker ubrugelige for den kapitalistiske motor.

Vi mærker dog en forskel allerede her. For Kubrick er opfindelsen af værktøjet, det første transcendentale skridt, abstrakt. Abernes knogle er grundlæggende det samme som menneskenes rumskib, og det er derfor at han tillader sig at springe hele menneskets historie over. Det han leder efter er som sagt formen, så det æstetiske indtryk, knogle eller rumskib, betyder ikke noget så længe de begge passer i den abstrakte form som er værktøjet som så. Hos Anderson arbejder vi meget mere partikulært. Det er svært at lave en ordentlig boreplatform og den kan hele tiden udvikles og blive bedre, men der opstår fejl. Der er med andre ord ting som den abstrakte form, generaliseringen, ikke får med. På den måde smider Anderson en enkelt sten i Kubricks sko. Det skal vise sig, når Anderson er færdig, at Kubrick slet ikke kan gå for bare sten i skoene.

Hvis vi kun tænker i abstraktioner når vi læser Nietzsche, så ender vi med det perfekte Starchild, uden at kunne se umuligheden i dette. Anderson er med andre ord en pragmatiker der ser at virkeligheden er mere kompleks end som så. Den transcendens som Kubrick kommer frem til er hele menneskehedens transcendens, civilisationen. Den transcendens som Anderson kommer frem til er den kummerlige, personlige overskridelse af egne grænser. I den forstand handler There Will be Blood om den konstante vekselvirkning imellem Daniel og hans omgivelser, som konstant prompter ham til at nå nye dybder. På den måde formår han også at etablere det sociale aspekt af der Wille zur Macht. Såfremt der er tale om en fundamental drivkraft i mennesket, så er denne drivkraft rodfæstet i menneskets sociale væren og dermed dets omgivelser. Det kræver mere end bare vilje at ændre noget, det kræver en omverden. Det er interessant i den sammenhæng at Kubrick nærmest helt skriver den personlige vilje ud af verdenshistorien. Alle karakterer i Rumrejsen gør hvad de skal, og de vil hvad de skal. Der er ikke så meget slinger i valsen som hos Andersons karakterer. Her kan man også se at Kubrick faktisk er tættere på folk som Bertolt Brecht og Rainer Werner Fassbinder, hvor Anderson ikke er ligeså kynisk.

Med der Wille zur Macht rammer vi to af Anderson hovedmotiver. På den ene side ser vi det klassiske motiv fra litteraturen, hvilket jeg har diskuteret i min anmelyse af Once Upon a Time in the West: kæmpen og dværgen. På den anden side ser vi gudekomplekset, som er det paradoksale forhold der forbinder hovedpersonen til sine medmennesker, men kun med det formål at få magt over dem og komme væk fra dem. De to motiver udgør to sider af transcendensmotivet.

Ideen om kæmpen og dværgen er en klassisk ”der findes to slags mennesker” kommentar, hvor i vi søger at skelne imellem to karakterer ud fra den måde hvorpå de forholder sig til deres omverden. Dette er meget tydeligt i There Will be Blood. Daniel Plainview er kæmpen som undertvinger og tager kontrol over sin omverden, udnytter elementerne etc.. Han lever af olie, det vil sige af at stikke jorden til blods.

Eli Sunday derimod er en klassisk dværg der kompenserer for sine mangler ved at søge religiøs fantasi. Det twist som smarte analytikere af litteraturen laver når de anvender disse to motiver er at påstå at alle andre end dem selv antager at det er kæmpen der er realisten og dværgen der er idealist. Når de har konkluderet dette vender de så sagen på hovedet og siger at det i virkeligheden er dværgen der er realist. Hvis man mangler point i Akademia, skal man bare vende ting på hovedet.

Det er dog ikke desto mindre en god pointe, for dværgen er det menneske som konfronteret med naturens luner, indser sine fysiske mangler. Der er ingen måde hvorpå han kan overkomme dette kaotiske system på, så han konstruerer en symbolverden hvori han søger den sikkerhed han mangler (Pär Lagerkvists Dværgen er et fantastisk eksempel). En typisk kommentar til religiøse.

Daniels og Elis konflikt drejer sig således om to måder at overkomme, eller transcendere på. Eli går, på overfladen i hvert fald, efter det som vi finder i både den Lille Havfrue og Rumrejsen. Navnlig den umulige rejse til himlen, transcendens over tærsklen for vores eksistensbetingelser.

Andersons spørgsmål til Kubrick, hvis vi forestiller os at han havde et, kan derfor siges at være ”ja, ja, men hvad er det Daniel vil have?”.

I den sammenhæng ville Hegelianeren sige at dette ikke er fair spil, for Kubrick tager jo ikke udgangspunkt i subjektet men civilisationen, verdens-systemet. Det fremgår dog af min gennemgang af Rumrejsen at Kubrick lige præcis er ude af stand til at forestille sig transcendens uden subjektet. Dette er grunden til at han ender i samme fantasi som H. C. Andersen.

Anderson derimod forbliver, så meget som man nu kan i fiktion, i virkeligheden, i det partikulære, i der Wille zur Macht.

Det der kendetegner Daniel som kæmpe er hans tekniske snilde og hans vilje til at bruge den, men viljen er som nævnt bundet op i sociale forhold. Ambition står ikke uden en målestok og denne målestok er nødvendigvis andre mennesker. Som Daniel selv siger: ”I have a competition in me”. Det er derfor også gudekompleksets paradoksale natur, som udgør hans indre konflikt. Hans vilje driver ham til kanten af den sociale sfære, hvor han konstant konfronteres med de andres svaghed og en lyst til at overgå dem, samt en tro på at han er bedre end dem. Det er også derfor at man kan påstå at det er dværgen der er realisten til at starte med, for kæmpens evne til at være ”nede på jorden” gror i hans blinde tro på sin egen styrke, hans gudekompleks.

Anderson fremstiller dette på en fabelagtig måde. Den uopmærksomme seer vil identificere Daniels gudekompleks i de scener hvor han viser sin fysiske magt overfor sin søn og Eli. Fysisk magt er dog eksemplet på det modsatte, kompleksets manglende evne til at opretholde sig selv. Det sande storhedsvanvid kommer implicit til udtryk i de scener hvor Daniel er overbærende. Det er kun fra et ophævet perspektiv at hans medlidenhed lader sig gøre, at hans bekymringer kommer til udtryk (som den falske, privilegerede medlidenhed fra arrogante, vestlige unge på ophold i Nigeria). Hans fysiske udskejelser er de øjeblikke hvor han er tættest på virkeligheden.

Den ide om transcendens som Anderson præsenterer for os er således den alt for virkelige umulighed i subjektets evne til at overkomme sig selv. I løbet af filmen, med sin stigende succes, bliver Daniel mere og mere utilfreds. For imens man kan grave dybt i jorden og finde olie der, så er der ingenting at komme efter når man graver i sin egen subjektivitet (endnu en pointe fra Nietzsche). Den grænse som Daniel gerne vil overskride er den som gør ham afhængig af andre mennesker, men som samtidig gør ham bedre end dem. Det er kun fra toppen af hierarkiet at man kan se sig selv som værende bedre, men dette er på bekostning af at man acceptere at der er nogen at være bedre end. Derfor sidder Daniel fast, derfor når vi aldrig til Rumrejsen. Det er det sociale spil som holder os fast. For det er kun fra vores standpunkt i dette spil, at vi kan identificere de grænser som vi gerne vil overskride. Så snart vi forsøger at overskride dem, så opgiver vi også det punkt hvorfra denne overskridelse virkede mulig.

Anderson er med andre ord den eneste pragmatiker i blandt ham Kubrick og H. C. Andersen. Den eneste der tager konsekvensen af vores partikulære virkelighed, hvilken altid bider os i røven når vi bliver for abstrakte (se bare på økonomiske prognoser).

Transcendens er en stræben, en fantasi som kun viser sig for os såfremt den ikke lader sig gøre.Der Macht zur Wille leder ikke til overmennesket, men til en paradoksal søgen væk fra og imod flokken, hvilken for Anderson ender traumatisk (hvis man som jeg ser Daniel som en bitter mand).

Den endelige konklusion herfra bliver således den gyldne mellem vej. Cat Stevens sagde det bedst: ”Take your time, think a lot, think of everything you’ve got. For you will still be here tomorrow, but your dreams may not”.

Her er en liste over sammenligninger imellem Rumrejsen og There Will be Blood, som er meget sjove, men man bør ikke forfølge dem rent analytisk. Det bliver bare noget rod:

  • Daniels søn H.W. Kaldes kun ved denne forkortelse, ligesom H. A. L. i Rumrejsen.
  • Ligeledes er der en scene hvor H. W. mundaflæser, ligesom H. A. L.
  • H. W. forsøger at slå sin fars bror ihjel, ligesom H. A. L. forsøger at slå astronauterne ihjel.
  • Astronauten Dave vises under den kendte Stargate sequence i nærbilleder af hans ansigt hvor han lider. Ligeledes klipper Anderson til Daniels ansigt imens hans bror afslører at han ikke er hans rigtige bror (læg også mærke til brugen af farver).
  • Tredje del af filmen foregår, ligesom Rumrejsen, i en slags symetrisk palæ, særligt bowlingbanen minder om noget fra Rumrejsen (Daniel roder dog lidt mere end Dave).
  • Daniel slår Eli med en bowlingkegle på samme måde som aberne i Rumrejsen.
  • Daniel sover i the gutter på bowlingbanen, som for at sige at ganske vidst er han kommet langt, men han er stadig bare Daniel. Det er værktøjet, tid og rum som udvikler sig, mennesket forbliver det samme.
  • Hver gang der er fremskridt i Rumrejsen spiller Kubrick ”Also Sprach Zarathustra” af Richard Strauss. Ligeledes markerer Anderson en plotmæssig udvikling med den langt mere lystige ”Violin Concerto in D Major” af Johannes Brahms.

Noget man kunne tage mere fat i er at Daniels søn ikke er hans rigtige søn og at hans bror ikke er hans rigtige bror.

Filmen er vanvittigt godt skrevet, med hensyn til dialog (har ikke læst manuskriptet), alting foregår i implikationer og desuden mesterligt leveret af både Dano og Lewis, som efter min mening begge skulle have haft en oscar. Filmen er desuden flot og Andersons stil lige så interessant som den altid har været.

10/10 (Kubrick said ”we will transcend!” Anderson said ”There Will be Blood!”)

There Will be Blood

Produktionsår: 2008

Instruktion: Paul Thomas Anderson

Medvirkende: Paul Dano, Daniel-Day Lewis

Spilletid: 2 timer, 38 minutter