Hvad kan vi bruge The Wire til?
Den amerikanske serie The Wire er udover at være en enestående serie også en moralsk opsang til os alle. Mest til amerikanerne, naturligvis, men for os danskere der trendmæssigt plejer at komme halsende efter amerikanerne med 10 års forsinkelse, er den også ganske lærerig.
Et godt eksempel er de mange klip fra skolerne i Baltimore. Der er begavede undervisere og begavede socialarbejdere, der sammen gør deres yderste for ungerne. Men hvad der forplumrer undervisningen, er for eksempel når undervisningsmaterialerne er ude af trit med virkeligheden: Som når en matematikopgave begynder: Sandras far tilbageholder 20 % af Sandras ugepenge, fordi … og de elever der skal løse opgaven, hverken har en far eller er bekendte med begrebet ugepenge. Som det er tilfældet med mange af de børn, der går på skolerne.
Et andet problem er den evindelige fokusering på test. Det er værre end i Danmark – endnu. Hele undervisningsforløb suspenderes i op til to måneder før de nationale tests, temperaturen holdes så høj i klasselokalerne, at ungerne bliver sløve, og så skal der terpes multiple-choice-test, så skolerne ikke bliver dømt ude, når der skal deles ressourcer ud næste gang. Tilbage er spørgsmålet: Hvad lærer børnene?
Dårlig skolegang har flere følgevirkninger: Ungerne lærer ikke noget i skolen, motivationen er i bund, men når de oplæres af de lokale drug dealers, så viser det sig, at de sagtens kan lære det, de har brug for at lære: At være stik-i-rend-drenge for dealerne, at slås og at anvende våben. Alt det der sikrer dem en tilværelse i deres parallelsamfund.
Udover en barsk humor så er serien delvis krimi, delvis realisme og ren kritik. I sæson fire er der også en kommentar til sygeforsikring: En af vores hovedpersoner er røget på hospitalet. Han har kun fire kanaler på sit fjernsyn, mens patienten i nabosengen har flere valgmuligheder. Det skyldes, oplyser en sygeplejerske, at vores mand ikke har forsikring og alene befinder sig på sygehuset, fordi han har et brud, han har brækket benet – og at de i øvrigt udskriver ham snarest muligt.
Et andet eksempel på fejlslagen humanpolitik præsenteres, da en betjent tilbyder at lade et af ’dealerbørnene’ bo hos sig. Barnet har angiveligt sladret om et mord i sit lokale miljø og mobbes voldsomt. Politimanden får at vide, at sagsbehandlingen vil tage tre til fire måneder, og at drengen i mellemtiden skal opholde sig på et børnehjem. Hvor han i øvrigt får bank, fordi han er en ’snitch’.
Serien handler som bekendt også om politikere, der lader sig korrumpere. Der er klart flest stemmer i de synlige forandringer, og en politikreds’ succes måles på talentet for at holde mordfrekvensen nede. Det langsigtede arbejde med at bearbejde miljøet, så alle kan være der, honoreres ikke. Tværtimod tager det blot essensen fra det vigtige/det synlige.
Desuden handler det i høj grad om politiet, der repræsenterer de fleste synsvinkler. De fremstilles først og fremmest som mennesker med fejl og mangler, men også som mennesker der gør deres bedste, fordi de – som de fleste – er den slags mennesker, der gerne vil gøre deres bedste, uanset både løn og belønning er i håneklassen.
Ydermere og måske frem for alt er serien en skarp kritik af, hvad systemer gør ved mennesker. Hvordan ellers nogenlunde ærlige mennesker bliver desperate og begår selvtægt, fordi det er den mulighed, der foreligger. Seriens grummeste eksempel er da en af hovedpersonerne, en politimand, iscenesætter mord på hjemløse som seriemord for at få pressens og politikernes opmærksomhed, en opmærksomhed der øjeblikkeligt udløser de ressourcer, der gør det muligt at udføre politiarbejde.
Vi har flere fordele ved ikke at være ganske så liberale som amerikanerne. Vi behøver for eksempel ikke et skydevåben for at kunne forsvare os, syge mennesker har adgang til sygehusene uanset forsikring (om end efterhånden en ganske lang vej for de flestes vedkommende), og endnu er vi ikke mere fokuserede på test end på ungernes læring – hvilket er to forskellige ting.
The Wire kan betragtes på mange måder: Der er en sociologisk vinkel, hvordan ser hierarkierne ud, hvad giver prestige i hvilke samfund? Der er en sproglig vinkel: Hvilket sprog benyttes hvor? Hvad er baggrunden for dealernes meget økonomiske sprogbrug? – Where he at?
Og der er selvsagt en kulturel vinkel? Hvad overleveres til de yngre og hvad går tabt? Hvilke ritualer og værdier hylder grupperne? Slutteligt er der en politisk vinkel: Hvilke konsekvenser vil det få, hvis narkotika – for eksempel til eget brug – gøres lovligt, hvis våbenloven strammes, hvis man kunne skabe en inkluderende arbejdsmarkedspolitik?
Samtidigt er det et produkt af tiden også rent filmisk, og hvis man har set de tre Godfather film, kan man finde direkte paralleller mellem dealernes rundbordsseancer og ’De fem familiers’ konference med vægt på status, taleret og anerkendelse.
Det er ikke altid amerikanske serier gør noget særligt udi oplysning, men The Wire er en mere end almindeligt berigende oplevelse.
The Wire
TV serie, 2002 – 2008
Trackbacks/Pingbacks