Det var metaforen der gjorde det

Jeg har aldrig været specielt interesseret i Planet of the Apes sagaen. Jeg synes, at den første film var god, men ikke at dens historie skulle udvides. Grunden til, at en planet fuld af semi-civiliserede aber ikke bare er en joke er, hvis den behandles som en metafor og dermed som ufuldstændig. Hele tyngden af den første film, ligger i publikums konstante konfrontation med manglende viden. Den konstante overraskelse som historien udvikler sig. Jeg kan derfor godt se, at nogle tænker: ”hvis bare vi kunne få flere svar”. Det var den samme irriterende tanke, som lå bag efterfølgeren til Rumrejsen 2001, Rumrejsen 2010, hvilken, som film i sig selv var en nogenlunde sci-fi film, men som efterfølger var direkte ligegyldig. Grunden til, at Arthur C. Clarke og Kubrick stoppede deres manuskript, hvor de gjorde, var ikke for, at hvile i mysticisme, det var ganske enkelt der tænkningen af menneskets plads i universet var kommet til. Alt hvad der kommer efter er et produkt af folk for hvem metafor ikke er nok.

Den første film

Den første Planet of the Apes film fungerede for mig, fordi den ikke gik dybere. Efter det legendariske tvist i slutningen af filmen, hvor hovedpersonen opdager sagens natur, var det aldrig et spørgsmål om hvad der gik galt, men at det selvfølgelig går galt på et tidspunkt. Det giver ikke mening for mig, at man vil grave dybere end det. Pointen var heller aldrig, at der skulle komme en tid, hvor mennesker ville blive erstattet af aber, men at aben, som motiv, bare viste, at vi aldrig rigtig har udviklet os som mennesker til at starte med. Det kræver en person, som er sat udenfor den sociale orden, at indse dette, hvilket var grunden til det originale plot. Og det er desuden en meget dybere pointe end noget som helst der bringes på bordet i Rise of the Planet of the Apes, eller Tim Burtons let forglemmelige genindspilning for den sags skyld.

Endnu en abe

Således kommer vi til endnu en film om aber. Hvis bare det kun var det den ville. Hvis bare plakaterne og trailerne havde markedsført den, som ”her er endnu en film om aber, det er skide sjovt, lad være med, at tage det seriøst wink wink”. I stedet får vi en film, som intet bringer, men som påstår, at den gør det. Den bruger lang tid på, at opstille James Franco, som en videnskabsmand og hele dens præmis, som videnskabeligt funderet. Denne videnskabsdiskurs falder dog til jorden ligeså snart man overvejer præmissens natur, hvilken er, at argumentere for, hvordan mennesket blev erstattet med aben. Hvilket vil sige, at filmens projekt, i sin essens er, at ødelægge den første film. Ved at gøre aben til en reel abe i stedet for en metafor for menneskets natur, udskyder man hele hybris-nemesis temaet på en virkelig mærkværdig måde.

Stort komisk potentiale

Dertil kommer alle de ting, som havde været god underholdning, havde filmen ikke taget sig selv så seriøst. Hvis en stor gruppe aber går amok i en storby, i sådan en grad, at militæret skal sættes ind, så er det en komedie du vil lave. Hvis du tvinger mig til, at se på det og oveni købet, at tro på, at de aber har selv den mindste chance imod moderne våbenteknologi, så er det en komedie du viser mig. Hvis du derimod tager dette helt seriøst, så accepterer jeg det ikke, og da slet ikke når jeg så pludselig skal føle medlidenhed med en eller anden gorillas død. Var den blevet opbygget, som karakter? Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig har set den før, og jeg føler derfor intet for den. Faktisk var den tydeligvis farlig. Særligt eftersom dens død indebar fire soldaters død og destruktion af en kamphelikopter.

Kort sagt

Der er masser af ting i vejen med denne her film, så lad os ikke svælge i beskrivelsen af alle disse ting. Der var nogle nogenlunde effekter. Der er tydeligvis gået mange penge i den og narrativet er i det mindste sammenhængende, som i at sætningerne gav mening, men talen faldt til jorden. Den er værd at se, hvis man kan se ud over dens prætens, hvilket er svært hvis ikke man er fuld og i godt selskab. Ellers er den ganske enkelt spild af tid. Den vil forhåbentlig gå tabt i filmhistorien, som tårer i regnen (parafraseret fra en meget bedre film).

3/10 (Hvor 2 også er ude af stand til, at etablere eller opretholde en illusion og 1 er som flimmer på en skærm)

Produktionsår: 2011

Instruktør: Rupert Wyatt

Medvirkende: James Franco, Tom Felton, Freida Pinto, Andy Serkis, Brian Cox, John Lithgow

Spilletid: 1 time 50 minutter

Alex G. Østergaard