The Raid 2

For nogle år siden blev Gareth Evans actionfilm The Raid: Redemption til en slags kult-must-see for unge universitetsstuderende, eller bare mænd i alderen 18 til 40, altså klassen af folk som må alt og udgør enhver befolknings største nørder såvel som de største idioter. Nu er efterfølgeren så kommet og den tager ligeledes, som de fleste actionfilm, udgangspunkt i lige præcis den del af befolkningen både som publikum og fokus for fortællingen.

Hvis alt hvad man ved om Indonesien er lært ved at se disse film, så ved man at Indonesien er fuldstændigt gennemsyret af kriminelle, der alle har en god forståelse for kampsport og også ejer det meste af politiet. Derudover ved man at de taler et mærkeligt sprog, og hvis man har set den engelskdubbede version af filmen, så ved man at de ting de siger på det sprog, er bedst når de siger dem på det sprog. Med andre ord er filmene ikke eksempler på godt manuskriptarbejde med hensyn til replikker i hvert fald.

I den første film fra 2011 fulgte vi hovedpersonen Rama, som var en del af et Indonesisk SWAT-hold som uautoriseret havde fået til opgave at infiltrere et helt lejligheds kompleks, der udelukkende blev beboet af kampsportsudøvende gangstere (med undtagelse af én enkelt fyr som bor der med sin gravide kone på grund af den billige husleje). Målet var selvfølgelig en gangster hvis kontor lå i toppen af bygningen, så hele opsætningen var meget computerspilsagtig, hvor hovedpersonen, efter at alt selvfølgelig gik galt, måtte kæmpe sig fra etage til etage. Således var historien heller ikke noget særligt. Det der gjorde filmen fantastisk var den fantastiske instruktion, med hensyn til action-scenerne. Filmen er til dato den eneste film jeg har set, hvori kampscenerne, mest håndkamp, er så velinstruerede at de var intense uden at de behøvede et særligt intenst plot.

Kort sagt er den for mig at se, den eneste film nogensinde der rent faktisk som helhed har levet op til det der for action-instruktører altid har virket som en utopisk drøm, ambitionen om action der fungerer uden plot. Jeg tæller her hele rækken fra de store effektfolk, som kun fejler, Michael Bay over George Lucas til alle der nogensinde har syntes, at det var en god ide at instruere en Steven Segal film (inklusiv ham selv). John Woo har i sine Hong Kong år nogle eksempler på enkeltstående scener, som i sig selv er fantastiske. Problemet er bare at han kun kan instruere pistol-kampe. Lige så snart to skal i nærkamp uden våben, eller med blankvåben, eller hvis et våben som er større end en pistol kommer i fokus, så falder alt til jorden. Derudover har han så meget tiltro til sine evner, at han aldrig har gidet beskæftige sig med skuespil eller historie og andre ligegyldige ting. Den amerikanske instruktør John Moore har samme problem, og har også instrueret nogle fuldstændigt, vanvittigt seje actionsekvenser, i film som ellers er ekstremt mangelfulde (Max Payne, Die Hard 5, Behind Enemy Lines)

Med hensyn til det meget specifikke og seriøse emne som er nærkamp, så har jeg aldrig brudt mig om hele 70’er-80’er tingen med folk som Chuck Norris og Bruce Lee. Lee er helt klart ikon, men jeg kan ikke abstrahere fra de af hans kampe, hvor ”et-sekunds-reglen” er i spil. For mig er det ikke nærkamp, når der er en pause imellem hver bevægelse, det er absurdteater. Det sagt er det selvfølgelig ikke alle Lees film, hvor det gøres på den måde, men jeg synes at der er langt imellem perlerne. Dertil kommer hele den senere bølge med Jackie Chan, hvor det hele skal være finurligt og opfindsomt, og det er da til tider meget sjovt, men heller ikke så interessant. Der var af og til nogle gode ting med Jet Li, som de sidste kampe i Kiss of the Dragon, og ligeledes nogle seje ting med den mindre kendte, men meget mere interessante Tony Jaa i nyere film som The Protector. Også de første to Yip Man film med Donnie Yen i hovedrollen har kampscener der kan stå alene. Forskellen som The Raid: Redemption gør, er at hele filmen er drevet af sådanne kampscener.

Man kan opstille et spektrum for kampsportsfilm. På den første linje i dette spektrum finder vi i den ene ende er gamle kampsportsfilm fra 60’erne og frem til de sene 90’ere, alle hvor ”et-sekunds-reglen” talte, og i den anden ende, har vi de sidste to Matrix-film. Den førstnævnte ende af spektrummet er den mekaniske ende, hvor koreografien er i fokus og hver eneste bevægelse er et begreb i sig selv. De fleste bevægelser er rigtige bevægelser fra rigtig kampsport og målgruppen er mest interesseret i at se hvordan det ser ud og ikke desto mindre høre hvad de hedder (”DRAGON-CLAW!”). Den anden ende er eksemplet på, at koreografien skal illustrere noget tematisk. I de sidste to Matrix-film minder koreografien mest om dans, for ved overdrivelse at illustrere hvordan alle kampe er en del af Matrixens program.

Hvis den første linje i vores spektrum er horisontal, så er den anden linje vertikal. Denne linje handler om selve formen, hvordan kampen er fremstillet. I den øverste ende af denne linje, finder vi en steril, langsom fremstilling. I et ekstremt eksempel, kan vi sige at alting foregår i total-skud, og der er langt imellem klippene. Vi får altså alle bevægelserne med, men vi føler nærmest ingen energi, hvilket også kan opleves i nogle af de værste af de gamle film. I den anden ende, i bunden af denne vertikale linje, finder vi det omvendte eksempel, hvor hele formen er alt for overdrevet. Det er typisk for diverse Bourne-actionfilm, med Matt Damon, eller lignende med stærke skuespillere, der ikke er erfarne i kamp (Angelina Jolie ”Salt”, Liam Neeson ”Taken”). I stedet for at vi ser folk tæve hinanden, så ryster kameraet bare en masse, og klipper helt vildt hurtigt, indtil Matt Damon har vundet. Det er blevet Hollywoods undskyldning for ikke at bruge penge og tid på koreografi, for til gengæld at bruge dem på en ordentlig skuespiller.

Det som begge The Raid film kan, er at de befinder sig lige i midten af spektrummet. Koreografien flyder fantastisk, fordi den hverken prøver på at være mere end den er (som i de to sidste Matrix film), eller bare føles som en opvisning (gamle Chuck Norris film). Den er helt perfekt doseret imellem koreografi og følelse, kampens spontane motivation. Dertil er billedbeskæring, kamerabevægelser og klipning perfekt i spil. Gareth Evans har formået at skabe en form, som virker konsistent og kan formå at rumme kampene, som er vidt forskellige både med hensyn til tempo, motivation og situation. Koreografien i sammenhæng med stilen som en aggressiv ballet fortæller mere end nogle af filmenes historier gør.

Iko Uwais, som spiller Rama, hovedpersonen i begge film, har lige præcis nok skuespiltalent til at give sine kampe en fantastisk indlevelse.

Med hensyn til historien i efterfølgeren, vil jeg blot summere kort: The Raid 2 tager af der hvor den første film slap. Rama, som stadig har ar, efter knapt nok at have overlevet infiltrationen af lejlighedskomplekset, overtales af en hemmelig gruppe i politiet, til at infiltrere en mafiagruppe, som mere eller mindre ejer det meste af det officielle politikorps.

I denne anden film er det meget tydeligt at Gareth Evans har fået inspiration fra den danske instruktør Nicholas Winding Refn, mere specifikt ”Drive”, som han også har løftet en actionscene direkte ud af. Interessant nok er den relativt lange biljagt, hvori dette ses, også den svageste scene i filmen. Evans stil er meget svær at realisere troværdigt imellem to hurtigkørende biler. Det er dog bemærkelsesværdigt at han prøver.

8/10 The Raid: Redemption