Hobbit- trilogien kommer til sin konklusion i denne tredje film, hvor dværge, elver og mennesker møder orker og trolde ved det tabte dværgerige Erebor. Som alle publikummer vidste lige fra starten af, selvom Jackson forsøgte at holde det skjult, så er kampen et symptom på Saurons tilbagevenden, og hele trilogien er i den forstand det man kalder foreshadowing af Ringenes Herre trilogien.
Filmen starter hvor to’eren sluttede med dragen Smaug der går amok efter at være blevet vækket i Erebor. Han dør dog rimelig tidligt i filmen, da Jackson jo har lovet sit publikum det mest episke slag nogensinde. Den slags kræver opbygning og ender da også med at mangle lige præcis dette.
Med Smaugs død forsvinder den mest interessante karakter ud af filmen og efterlader os med et nu endnu større og endnu mindre opbygget karaktergalleri. Ja, vi har stadig vores kære hovedpersoner i form af Bilbo og Thorin Egeskjold. De spiller da også meget fint, men de konflikter der skal holde dem interessante bliver gennemgået alt for hurtigt fordi der jo også skal være plads til det omtalte og meget episke slag.
Efter at have taget tronen i det befolkningsløse Erebor bliver Thorin selvfølgelig, som det er karakteristisk for alle regenter i Jacksons univers, korrumperet af magten. Det kan han så være i et stykke tid, indtil han lige går ud bag ved og har en syredrøm om Smaug og guld for derefter at have overkommet sit problem på et belejligt tidspunkt. Der er i den forstand intet i vejen med konflikten, men den bliver forløst på ganske antiklimatisk vis. Dette skyldes sikkert også at der er så mange mere eller mindre utroværdige CGI-sekvenser de skal nå at have med i det store slag.
Dertil kommer fjollede løsninger, som den der bruges til at få hæren af orker hen på kampscenen ubemærket. For Peter Jackson må rigtig nok have tænkt, at det ikke giver mening at en hel hær ubemærket kommer ind i et bjergpas. Hvordan løste han dette problem? Ligesom han løser alle andre, ved at bryde den første regel man lærer på manuskriptforfatterkursus nemlig ved at introducere et hidtil ukendt element. Som løsning på dette ene problem introduceres således en helt ny type af væsner, som så igen forsvinder, når problemet er løst for aldrig at vende tilbage.
Vareorme. Tro kopier af de store, tandbefængte sandorme fra Dune universet. Hvis man var en regelrytter, eller bare en irriteret publikummer ville man som minimum fortjene en forklaring på, hvorfor at orkerne ikke bare bruger disse vareorme til at tæve deres fjender med? Årsagen er måske den samme som at ørnene kun dukker op og redder dagen når det er belejligt for Peter Jackson.
Mennesker der har læst alle Tolkiens tekster, inklusiv de små obskure baggrundshistorier der er placeret rundt omkring i værkerne, vil vide at ørnene er et folk i sig selv. De vil kunne argumentere for, at ørnene ikke altid kommer til hjælp på grund af politiske situationer. Jeg vil dog sige at hvis dette ikke forklares i den fortælling hvor det er betydningsfuldt, så er det heller ikke vigtigt. Det ville svare til at jeg accepterer Yoko Ono som kreativt talent, på den baggrund at jeg har læst et andet sted at hun er det, selvom ingen af hendes indfald giver mening for mig. Dette mener jeg på trods af at Tolkien anvender ørnene på samme måde i sin udlægning af Hobbitten, men det er jo også en børnebog.
I det gamle græske, amfiteater løstes dilemmaer ofte ved at en person blev hejst ind på scenen i en kran for at repræsentere en gud med det rigtige svar. Dette er grunden til det kendte koncept ”deus ex machina” (gud fra maskinen). Senere i teater og fortælletradition blev man enige om at deus ex machina som et fortællemæssigt greb var en ganske fesen ting, da det betød at dramaet blev forløst pludseligt og uden opbygning. Vi kunne løse alle verdens problemer hvis vi blot kunne opfinde hvad som helst til at løse dem for os, men det bliver vi ikke klogere af. Med andre ord er det utroligt sølle uden opbygning blot at opfinde vareormen, eller sende ørne ind så snart man ikke lige kan håndtere sit drama.
En anden ting i den sammenhæng er når man så ikke engang løser sit problem ved at gøre det. Ja, orkerhæren kom igennem vareormenes tunneller, men orkernes ledere (dårlig CGI 1 og 2) står pludselig på et bjerg, hvor de kan se hele slagmarken og styre deres hær. Elver kan se længere end de fleste, men de har til gengæld åbenbart ingen bevægelighed i nakken, for hvis de havde så havde de da også set orkernes ledere. Hvis orkernes ledere kan se elverne fra bjerget, så må elverne sgu da også kunne se dem fra jorden.
Der er med andre ord masser af disse små irritationer som man ville overse hvis man var underholdt, så konklusionen må blive at jeg ikke var underholdt nok til at overse dem. Der var intet at komme efter rent fortolkningsmæssigt. Der var ellers masser af Shakespearske oplæg til motiver som magt og grådighed, men der har vi jo allerede fem film af henholdsvis tre timer hver. 15 timers magt og grådighed og hævn! Denne her havde ganske enkelt intet at tilføje andet end en dårligt udtænkt konklusion. De sidste kampe er også kedelige, fordi de fylder mere end det drama som skal give dem kontekst og momentum. Effekter er ikke dramatiske i sig selv, de er gimmicks!
5/10
Udgivelsesår: 2014
Instruktion: Peter Jackson
