Symptomet

Der lægges fra begyndelsen ikke skjul på, at det er moderen der er narrativets udgangspunkt. Det er hendes subjektivitet der farver den fortælling som vi ser. Engang i halvfemserne og tidlig 2000 havde denne opsætning været udgangspunktet for et tvist senere i plottet. Præmissen, som i The Sixth Sense eller Secret Window, havde været spørgsmålet ”Er det virkeligt eller ej?”

Nye film som The Babadook og Birdman illustrerer en ny tilgang, hvor der slet intet spørgsmål stilles. Der er ingen tvivl om at overnaturlige elementer er et direkte produkt af hovedpersonens subjektive oplevelse af verden. Til at starte med kan man sige at dette er antiklimatisk eftersom magi således ikke findes. Jeg vil dog imidlertid påstå at det lige præcis var i de gamle film at magi ikke fandtes. Det klassiske Shamyalan twist var altid med et antiklimatisk element, fordi det afslørede en hidtil skjult dynamik som pludseligt gjorde alle inkonsistente elementer fuldstændigt konkrete. Jeg husker særligt tvistet i The Village som en skuffelse. Man overraskes over hvor radikalt det er, men skuffes over at de væsener som udgjorde spændingen ikke var magiske. Det er den samme type skuffelse jeg som barn oplevede i alle de originale episoder af Scooby Doo, hvor alt i sidste ende, med undtagelse nogle plotfejl måske, havde en rationel og konkret forklaring.

Det vi opnår i denne nye model, som The Babadook repræsenterer, er lige præcis at subjektiviteten i sig selv bliver magisk, ligesom den altid var det. I disse nyere film er der ikke længere en konkret virkelighed, imod hvilken overnaturlige elementer kan give mening som overnaturlige elementer. Virkeligheden er selv overnaturlig, altid allerede farvet.

Til sammenligning kan man sige at film er begyndt at flytte sig fra den Habermasianske kritik af ideologi, hvor ideologi blot er nogle løgne som farver konkret virkelighed, til den nyere version som ses hos Sloterdijk og Zizek, hvor ideologi er selve ideen om at virkeligheden er situeret i et konkret, ufarvet grundlag til at starte med.

Medmindre man er idealist ligesom Zizek, så er alting allerede ideologisk. Spørgsmålet er ikke længere hvorvidt noget er løgn eller ej, men hvordan vi håndterer det faktum at forudsætningen for selve denne skelnen er sløret af ideologi.

I The Babadook og Birdman kan man ikke længere sige at der er ting som sker og ting som ikke sker, man bliver i stedet nødt til at sige at alting sker, men at det dog er muligt visse steder at se forskelle imellem diverse hændelsers ontologiske mulighedsbetingelser.

Sygdommen

I første del af The Babadook bemærker man en abrupt klipning og dertil bliver hovedpersonens søn fremstillet som kerneproblemet. Som seer har man ingen sympati for ham og man har selv lyst til at myrde ham. Det der går op for én i anden del af filmen er dog at den abrupte klipning i filmens første del, skyldtes at moderen, som narrativets hersker, klippede alle scener af sin subjektive oplevelse ud, hvori hun var skyld i sønnens vanvittige adfærd. Man fik i første del af filmen ingen chance for at skabe en relation til sønnen som karakter da det eneste man kunne se var sønnens reaktioner og forsøg på at håndtere sin mors ligeså vanvittige opførsel. Imidlertid blev hun selv fremstillet som en ganske uskyldig og stille sjæl der konstant, som et offer, led under sin søns irrationelle adfærd.

Første del af filmen slutter da moderen, ude af stand til at se sig selv som kernen i sin søns problemer, giver ham sovepiller, hvilke også lader hende sove om natten. Hun behandler med andre ord det som hun tror er sygdommen. Det viser sig at denne behandling, i filmens anden del, afslører sønnen som symptomet på en meget mere abstrakt sygdom, The Babadook.

Da moderen ikke længere distraheres af symptomet, hendes søn, konfronteres hun med det reelle problem. Sygdommen hvilken hun indtil nu kun har oplevet igennem symptomet, sin søns adfærd. Man er på intet tidspunkt i tvivl om hvad The Babadook er et produkt af, hvor denne sygdom kommer fra og hvilken fortrængning der vender tilbage i form af dette ustyrlige og traumatiske element. Det er den syv år lange fortrængning af hendes mands død, hvad afsløres i filmens start, som indtil nu har forstyrret hendes adfærd på en så subtil, men dog indædt, måde at hun kun har oplevet den voksende patologi i dette igennem sin tilsyneladende ustyrlige søn.

Man kan spørge, hvis vi fra start af ved at The Babadook er den mentale repræsentation af traumet over hendes mands død, hvorfor man så stadig vælger denne distance? Hvorfor lave en psykologisk og i den grad bombastisk gyserfilm om The Babadook, og ikke bare et drama om en kvinde i sorg?

Det geniale ved dette træk er at det repræsenterer korrekt det skift som psykoanalysen med fordel var i stand til at lave, hvor psykologien der udsprang af den sad fast. Det var en fejl at tro, som Jung gjorde med drømme, at det traumatiske og kryptiske objekt blot skulle oversættes, at dette var måden hvorpå man kunne disarmere traumet. Det hjælper ikke nødvendigvis patienten at blive bevidst om sit traumes natur. For når man siger at traumet til dels er ubevidst og i den forstand fortrængt, så betyder det ikke at det kan gøres bevidst i sin helhed. Det ville svare til at bevidstheden om at man har et immunforsvar også betød at man kunne styre det bevidst. Bevidstheden giver kun mennesket en meget begrænset kontrol, dens primære funktion er blot at afsløre ting som altid allerede fungerer på et ubevidst plan. At prikke hul i et kort gør ingen skade på det territorium som kortet refererer til. Ligeledes er bevidstheden først og fremmest en repræsentation af underbevidste elementer og kan derfor ikke også gøre kontrollen af disse elementer bevidste. Hvor hurtigt ville den person ikke dø, som skulle styre sit immunforsvar med bevidste tanker?

Det betyder at det er ganske muligt for hovedpersonen i The Babadook at gøre sig bevidst om at The Babadook bare er et produkt af det traume som det var at opleve hendes mands død. At hun er bevidst om dette gør imidlertid ingen forskel. Grunden til at hendes mands død kun kan fremstå for hende i form af The Babadook er at traumet er patologisk rodfæstet. Et traume kan godt være imaginært rent indholdsmæssigt. Det er muligt at blive traumatiseret over noget som aldrig er sket. Dette gør dog ingen forskel for traumet som form, hvilket manifesterer sig i organismens biologi og kemi. Traumet er som form aldrig en løgn, selvom den mening som ofret for traumet har tilskrevet det muligvis er direkte forkert.

En person der oplever post-traumatisk stress, som hovedpersonen i The Babadook, ville ikke få det bedre hvis det blev bevist at den situation som de altid har set som årsag til deres tilstand aldrig har fundet sted.

Den gamle floskel at ”bare fordi jeg er paranoid er det ikke ensbetydende med at jeg ikke bliver forfulgt” betyder ikke, at man ikke er paranoid hvis man rent faktisk bliver forfulgt. Spørgsmålet er ikke hvorvidt den paranoides vrangforestillinger er korrekte eller ej, men hvorfor den paranoide kun kan opretholde sig selv som organisme ved hjælp af sin paranoia. Hvilken konstellation af stimuli i personens hverdag er det der over en tidsperiode har gjort paranoia til den eneste mulige overlevelsesstrategi?

I den psykose som er under opsejling i The Babadook får vi et rimelig præcist, men måske lidt for poetisk svar (hva faen det er jo også bare en film!). Psykose er ofte blevet observeret som produktet af det der kaldes en ”double-bind” situation. Hvori en given organisme gentagende oplever en situation som ingen adfærdsmæssig strategi kan give en løsning på. Uanset hvad der gøres mødes det med negativ respons.

I et gammelt forsøg tog man for eksempel en abe og satte den til at skelne imellem en cirkel og en ellipse. Det kunne den sagtens og hver gang den gjorde det blev den belønnet. Det man så gjorde var at man ved hver skildring ændre lidt på cirklen og ellipsen i en sådan retning at de til sidst kom til at ligne hinanden. Ude afstand til at skelne, kunne aben ikke længere modtage den belønning som var dens livsgrundlag og blev derfor meget frustreret. Det der før var en stabil kontekst hvori en simpel strategi kunne føre til belønning blev pludselig en forræderisk kontekst.

Dette er et lille eksempel og aben blev næppe permanentskadet, men logikken er der ikke desto mindre.

I The Babadook ser vi en situation der kan forklares med samme logik. Faderen døde i et biluheld da han var i færd med at køre den gravide moder på hospitalet. Hun så ham dø på en ganske brutal måde og fik barnet kort efter. De to oplevelser er altså samme oplevelse. Enhver konfrontation hun har med sit barn er implicit også en konfrontation med det traume som barnet er et produkt af.

Dertil bliver knægten i filmen også sammenlignet med sin far ved en række lejligheder og man kan rent metaforisk sige at moderen lige præcis lever i cirkel-ellipse dilemmaet. I den forstand er grunden til at handlingen udspiller sig syv år efter tragedien ikke bare at syv er et magisk tal, men at det er den tid som det tog før det blev umuligt at skelne hendes elliptiske søn fra det traumatiske minde om hendes cirkulære mand.

The Babadook er på det imaginære plan repræsentationen af denne umulige skelnen. Den er det element som forstyrrer den mening som alle andre elementer gav før de blev forstyrret. På det biologiske plan er The Babadook den selvstraffende effekt som har til formål at presse organismen til at udvikle nye overlevelsesstrategier når de gamle fejler. Dette kan dog være svært i en double-bind situation, hvilket er grunden til at den slags kan eskalere. I forsøget på at overkomme double-bind er dyr, som man har testet, blevet observeret i at udvise helt nye adfærdsmønstre aldrig før tænkt mulige. I den forstand giver den gamle idé om at der er en tynd linje imellem sindssyge og kreativ genialitet god mening.

Kuren

Filmens løsning på sit problem er ligeså gennemtænkt som dens opsætning. Som The Babadook selv skriver i sin lille bog, den er også forfatter, så kommer man aldrig af med den når man først har lukket den ind. Løsningen bliver derfor også at moderen, for at genvinde sin psykiske og fysiske stabilitet, må holde The Babadook fanget nede i kælderen, hvor hun fodrer den af og til.

En psykose er patologisk og ligesom alle andre patologiske traumer så sætter den spor på organismen og der er ingen ren genskabelse i den forstand. Vi må alle leve videre med vores bagage selvom det muligvis er uretfærdigt.

Der er masser af andet jeg kunne tage fat på i filmen, for eksempel ligger den mere eller mindre op til at man skal kigge på den med de samme Freudianske briller som populærfilosoffen Slavoj Zizek bruger i sin fortolkning af Hitchcock’s Psycho. Med andre ord kan huset som det meste af handlingen foregår i, ses at være opdelt i tre etager, ligesom Freuds æg. Kilden til traumet, den døde faders gamle ting, ligger utilgængelige og aflåste nede i kælderen, id’et. The Babadook, det undertrykte som vender tilbage fra id’et slår til i soveværelset på øverste etage, superego. Og hovedpersonen forsøger at undgå disse eksplosive konfrontationer ved at holde sig vågen i stuen, den midterste etage, egoet.

Filmens løsning er i den forstand også at man bør besøge det fortrængte nede i kælderen af og til, som en slags ventil for at undgå den aggressive tilbagevenden i den socialt farvede, eksterne verden, superego.

Interessant nok er det et klassisk symptom på en psykose i udvikling at patienten holder sig vågen. I forsøget på at undgå traumet, holder man sig bevidst, men dette forsøg udfaser kun bevidstheden yderligere i det lange løb og giver i endnu højere grad plads til den voldsomme superego konfrontation.

Filmen er flot og stilen er utrolig skarp. Den vinder ikke uhygge ved brug af chok-effekter. Det der skaber uhyggen er dens utroligt præcise portrættering af mentale fænomener som vi alle har oplevet forbindelse med frygt, søvnløshed og fuldskab. I den forstand illustrerer den sit emne perfekt. Trods sin åbenlyshed, at vi ved præcis hvad det handler om, så skræmmes vi stadig. Det at vi gøres bevidste om hvordan tingene hænger sammen lige fra start af, forhindrer ikke en ualmindeligt ubehagelig og skræmmende oplevelse.

Hvis du syntes at dette var interessant, så kig ind på min youtube kanal hvor jeg forsøger at kloge mig endnu mere: https://www.youtube.com/channel/UCN555uhKezoneGFJnfACbqw

8/10 (Tænk at en god film er kommet ud af Australien…)

Udgivelsesår: 2014

Instruktion: Jennifer Kent

Medvirkende: Essie Davis, Noah Wiseman, Daniel Henshall

Spilletid: 1 timer, 33 minutter

Anmeldt 18-03-2015