Den prisbelønnede forfatter Ida Jessens nye roman ”Telefon” er den fjerde og selvstændige fortsættelse af ”Den der lyver”, ”Det første jeg tænker på” og ”Børnene”. Der er gået cirka 10 år siden, hun skrev om det fiktive univers Hvium ved Limfjorden. Nu er præsten Lisa tilbage som hovedperson på ny, men scenen er skiftet til København.

Meget er sket siden sidst. Dengang mistede Lisa og hendes mand deres søn Gustav, der blev dræbt i en tragisk trafikulykke. Nu har Lisa fået et job som frivillig ved en telefontjeneste som de angste, ensomme, sorgfulde, fordrukne og selvmordstruede ringer ind til. Hele romanens handling foregår på Lisas vagt inde på telefontjenesten, hvor læseren følger hendes samtaler over telefonen med de ensomme og marginaliserede.

”Telefon” er en afdæmpet roman, der langsomt bygger op. Den er primært skrevet i dialog form. Under sin vagt får Lisa kontakt til mange forskellige triste menneskeskæbner. Som præst er Lisa god til at lytte og afkode, hvad der bliver sagt. Hun er tålmodig og virker mere tilbageholden end den Lisa, vi tidligere har mødt i Hvium-fortællingen. Blandt de mange anonyme opkald er der en kvinde, der ringer ind flere gange i løbet af aftenen. Hun bor afsondret fra omverden i et faldefærdigt hus omgivet af dyr og affald. Da kvinden nævner Hvium, bider Lisa mærke i det. Senere fortæller kvinden, at hun har siddet i fængsel for noget, hun ikke har gjort. Lisa kan udlede at kvinden er Manne, som vi kender fra de tidligere Hvium-fortællinger. Nu må Lisa gå forsigtigt til værks i sit ønske om at høre mere om det, der skete dengang da hendes søn døde.

Ida Jessen har selv været frivillig på en telefontjeneste, men stoppede da hun fik idéen om at skrive bogen her. Nogle læsere vil måske opleve, at samtalerne med de forskellige anonyme der ringer ind, er karakteriseret af en monotoni. Det ér tungt og trist at læse de opkald, der går forud for at Lisa får Manne igennem. Sådan må det alt andet lige gøres for at virke realistisk. Dels sætter det scenen – at vi er sammen med folk der lever på kanten – og dels vil det rent fortælleteknisk ikke virke troværdigt at starte ud med at Manne er i røret.

Melankolien er allestedsnærværende i bogen. De ensomme og sorgfulde i telefonen får følgeskab af tiggere og subsistensløse, som Lisa ser på sin vej rundt i kvarteret under en pause. Jo, Ida Jessen er bevidst om at sætte en dyster tone. Og alligevel er bogen uhyre livsbekræftende med sine frivillige kvinder, der uselvisk møder op på telefontjenesten og rækker ud til medmennesker, der pines og plages. Mest af alt er romanen tankevækkende i forhold til Lisas refleksion over skyld, tilgivelse og retfærdighed, da hun taler med Manne. På trods af al smerten er der plads til at være fortrøstningsfuld.

Ida Jessen har skrevet en fin og klog fortælling om at rumme smerte, sorg og skyld. Udfordringen i at tage livtag med sin egen og andres tilgivelse belyses på glimrende vis. Romanen var langt mere udramatisk end jeg forventede. ”Telefon” er en velfortalt lille fortælling om at forsone sig og finde håb.

Telefon

Forfatter: Ida Jessen

Forlag: Gyldendal

168 sider. Hæftet 

Udgivelsesdato: 05.09.2018

Anmelder: Nønne Lønne Votborg