To hovedpersoner, den ene, Joyce, smadret efter ufrivillig abort af det længe ønskede barn, og den anden, Justin, universitetslærer der stadig er påvirket af en dårlig skilsmisse, mødes og sød musik opstår – synkront. Og ikke bare sød musik, men også minder og hukommelse bliver fælleseje. Joyce får blod i forbindelse med aborten og overtager pludselig Justins viden, tanker og drømme. De mødes gang på gang, før det går op for dem, hvorfor det ikke er tilfældigt.
Joyce begynder som en tredimensionel person, hendes sorg over aborten, der skulle have været et barn og en redningskrans til hendes ægteskab virker ægte og åbner for indlevelse, mens Justin er lidt karikeret. Humoren undergår en spændende udvikling begyndende som let overspillet lagekagekomik – for eksempel præsenteres læseren for en kop kaffe, der allerede tyve linjer før det sker, er dømt til at vælte. Justins skræk for at få en nål i armen i forbindelse med bloddonationen er lige til cirkus, men efterhånden kommer der mere bid i det komiske, eksempelvis inkluderer Joyce og hendes fars tur i lufthavnen en parodisk gengivelse af den førstegangsrejsende fars møde med alle de besynderlige tilbøjeligheder kontrolmyndighederne har tillagt sig i terrorbekæmpelsens allerhelligste navn. Ligesom en uforvarende TV-optræden giver romanen en komik, der øger hele underholdningsniveauet. Forviklinger og udredninger holder tempoet i resten af bogen og slutningen er trivielt forudsigelig. Gengivelse af livskrise og sorg er dybt troværdig, men den vanskelige balance mellem alvor og komik lykkes ikke helt. Selve ideen med at dele tanker og viden er sjov og giver muligheder, men historien i sig selv er lidt tynd
Forfatter: Cecilia Adhern
Oversat af Marie Kopp
440 sider
Bazar
Udgivet: 15.09.2009
Birte Strandby
