Dette mammutværk: ‘Tårnet’ giver et detaljeret realistisk og poetisk billede af Dresdens historie både i fortid og nutid, set ud fra ung mands iagttagelser i 1980ernes DDR styrede rum.
Forfatteren Uwe Tellkamp bliver hermed introduceret på det danske bogmarked.
Romanen udkom i Tyskland i 2008, og forfatteren modtog Deutscher Nationalpreis samme år.

Romanen kan ses som denne ung mands udviklingshistorie, en slags dannelsesroman som vi kender fra Goethe og Thomas Mann. Christian, som den unge mand hedder, vokser op, rejser ud, bliver soldat og vender hjem til sin hjemstavn, Dresden.

Handlingen udspiller sig fortrinsvis i Dresden og omegn. Den tager sin begyndelse i 1982 og slutter den 9. november 1989. Vi befinder os altså i det tidligere Østtyskland, hvis glæder og sorger fremlægges meget nøgternt, tilsat lyriske stemningsbilleder.
Hovedpersonen er Christian, som er født i 1965 og i begyndelsen bor hos sin far, Richard og mor, Anne. Richard er kirurg og Anne sygeplejerske. De bor i et efter omstændighederne nogenlunde pænt kvarter, men som romanen skrider frem, bliver der mangel på ”næsten” alt: mad, vinduer, strøm og vaskeforhold, som er mere end elendige Familiens største lidenskab er musikken, som de bruger både til at koble af med og som en drøm om det ”smukke” liv, der herskede engang før nazismen og den 13. februar 1945, hvor de allierede kastede bomber ned over byen og totalt skadede mange bygninger. Byen hørte siden 2.verdenskrig under DDR, og ikke meget blev repareret i de 40 år, hvor øst regimet herskede.
Christian er lidt af en enegænger, hvilket passer meget dårligt i disse kollektiv tider. Han drømmer om at blive læge som sin far, men det kræver høje karakterer. Endelig har han ligesom sin far og onkel, Meno en mani med at udtale sig lidt kritisk om forholdene i datidens kommunistiske fra Rusland styrede land. Han skal ind til militæret i tre år, men fordi har ikke kan holde sin mund, bliver han idømt en yderligere straf. Dog, han får alligevel lov til at begynde med at læse medicin.
Undervejs får vi indblik i farens liv. Denne lever et dobbeltliv, da han har et forhold til en anden kvinde og har fået en lille pige, som han efterhånden sjældent ser.
En anden vigtig person er Christians onkel, Meno der er litterær redaktør og som skriver – ofte i kursiv – flere af sine tanker ned. Denne kursivtekst har jeg tolket som et frirum, hvor magtens mænd ikke kunne se, hvad den enkelte borger egentlig følte og tænkte.
Der er mange beskrivelser af livet/arbejdet på sygehuset. I modsætning til denne barske realisme verden, følger vi personernes dybe engagement i musik, teater og litteratur.
Det er primært de tre mænds liv, læseren bliver delagtig gjort i. Pigerne er der, men bliver vurderet udefra.
Som romanen skrider frem, intensiveres forfaldet, og personerne drømmer endnu mere om frihed.

Romanen udleverer det umenneskelige østtyske samfund med dens overudviklede lighedssans og en overvågning, der førte til lemlæstelse af den frie tanke og den enkelte borger.
Der er ligesom to verdener: Den ydre, hvor kulden og angsten råder sat overfor den indre, hvor fantasien og varmen holder til.

Undertitlen: ‘Historie fra et sunket land’ kan tydes som en længsel efter det tabte smukke Dresden/Tyskland, som engang eksisterede. Der er ligeledes en del omtale af det gamle Ægypten. Dette kan ses som en endnu dybere længsel efter de historisk gyldne tider.

Romanen slutter optimistisk – ikke med at spille ”Die Freude”, som hos Günter Grass i første bog af ‘En længere historie’, men med ”Fidelio” (ligeledes en Beethoven lyd). Dette kan ses som et stærkt håb, der fyldes ved tanken om en endelig frihed.

Forfatter: Uwe Tellkamp
848 sider
Forlag: Gyldendal
Udk.: 06.11.09

Anmeldt af Hella Sylvest