Den svenske journalist og forfatter Moa Herngren er kendt for at skrive romaner om relationer. I ”Svigermoren” stiller hun skarpt på forholdet mellem generationerne, når det er allermest udfordrende. Udover sit virke som forfatter er hun også manuskriptforfatter. Hun har bidraget til SVT’s tv-serie gennem flere sæsoner ” Bonusfamiljen”, der siden blev solgt til Netflix.
Fortællingen i ”Svigermoren” er både grim og grum. Det er voldsom læsning fra start til slut. Den fraskilte Åsa har ikke længere kontakt til sin søn Andreas og det lille barnebarn Sam. En dyb konflikt mellem Åsa og hendes unge søn og svigerdatter er kørt helt af sporet. Det har efterladt hende ensom, trist og fortvivlet.
Til en start præsenteres læseren for Åsas perspektiv. Åsa har selv opfostret Andreas efter hun blev skilt og manden, Janne, tog til Danmark grundet en ny kvinde. Hun ser tilbage på, hvordan Andreas blev kæreste med hendes venindes datter, Josefin. Det unge par flytter sammen til en start. Da der opstår et problem med faldstammen, må de unge fraflytte deres lejlighed. Åsa tilbyder, at de må flytte ind hos hende. Der går dog ikke længe før misforståelser og forskelligartede behov spænder fuldstændig ben for en fredelig sameksistens. Med egne ord er Åsa imødekommende overfor Josefin, og laver fx vegansk mad til svigerdatteren selv om det er besværligt. Hun såres, når det unge par blot vælger at spise hendes mad inde på værelset.
Da Åsa ved et tilfælde falder over noget dybt privat på parrets værelse, bliver hun opfattet som dybt grænseoverskridende. Denne anklage tager til, da barnebarnet kommer til verden. Det hele eskalerer og efterlader Åsa afskåret fra sine kære. Hvis hun håbede på opbakning fra andre omkring sig, så tog hun fejl.
Senere i romanen fortæller Andreas sit perspektiv efterfulgt af Josefin. Den skiftende synsvinkel giver læseren et godt indblik i de tre hovedpersoners følelser, tanker og bevæggrunde. Det er tydeligt, at generationerne har hvert deres tilgang, men dét alene forklarer næppe bruddet. Åsa har levet meget tæt med sin søn og oplever det tilsyneladende stærkt, når pladsen skal deles. Omvendt formår Josefin heller ikke at aflæse en situation. Hun kan forekomme ret barnlig og besidderisk i sin adfærd. Midt i det står Andreas, der måske også bebrejder sin mor, at faren skred i sin tid.
Det hele kompliceres af Åsas tætte relation til Josefins mor. Da en veninde, der er psykolog, tager Andreas ind som klient, bliver billedet yderligere mudret. ”Svigermoren” illustrerer, hvordan man ikke bør sammenblande relationer. I medgang kan det være fint, men når først uvejret raser, er det et helvede!
Moa Herngren skriver med stor psykologisk indsigt om usunde relationer og dårlige kommunikationsmønstre. Ironien er, at Åsa til daglig arbejder som netop kommunikationsrådgiver! Hendes enorme sorg og smerte da sønnen slår op, skildres mestendels præcist og realistisk. Bruddet gør hende nærmest uarbejdsdygtig og lammet af sorg. Da Åsa er selvstændig kommunikationsrådgiver, har hun ikke råd til at kunderne flygter under en sygemelding. Skamfølelsen over at være ressourcestærk på overfladen, men ikke evne at opretholde kontakten til sit barn, fortælles levende. Åsa sidder dybt skuffet og frustreret tilbage. Da hun oplever endnu et alvorlig tab, bliver hun pludselig helt alene. Romanen skildrer ensomheden, for hvem er man uden nogen nære?
Der er noget ved karakteren Åsa, der gør dybt indtryk. Hun gør sig stor umage, men dummer sig alligevel gang på gang. Det er som om, jo mere hun forsøger, jo mere klokker hun i det! Åsa fremstår anmassende og appellerende overfor sine nærmeste. Hun virker irriterende, påtrængende og træls, selv om hun ”bare” vil være venlig. Til gengæld er det så som så med autenticiteten. Åsa betaler den ultimative pris for sine fejl, da hun oplever de unges principfasthed. Der er ingen invitation til dialog og kompromisser. Hvor ér det smertefuldt at vidne.
Fortællingen er let at læse, men svær at rumme følelsesmæssigt. Kapitlerne er relativt korte. Flere af dem afrundes med en cliffhanger, der varsler øget drama og konflikt. Det mærkes tydeligt, at Moa Herngrens sigte er introspektion. Det ligger da også lige for qua genkendelsesfaktoren, der er svær at undsige. I sidste del af bogen skruer forfatteren op for det dramatiske og overraskende. Her fornemmer læseren for alvor, at Moa Herngren også arbejder som manuskriptforfatter. Situationerne bliver mere groteske, men virkeligheden overgår som bekendt fiktionen.
”Svigermoren” cementerer det faktum, at relationer er yderst komplekse og udfordrende. Søren Kierkegaard siger, at sandheden er subjektiv. Dét kunne meget vel være lektien fra romanen. Alle personerne abonnerer på hver deres sandhed, og ingen vil komme ned fra deres gren.
Forfatteren skifter perspektiv på situationen så tilstrækkelig mange gange, at det er umuligt at holde med den ene side frem for den anden. Jeg bider mærke i, hvordan de hver især er mest optaget af deres egne behov fremfor at tænke på familien. Hvad værre er, at barnets perspektiv ikke fylder selvstændigt.
Romanen gør dybt indtryk. Det er et rædselsscenarie ikke at få lov til at se sit barnebarn. Men i dag er det ikke længere ukendt, at voksne børn slår hånden af deres forældre. Med en roman som denne kan vi dels italesætte tematikken og få stof til eftertanke. ”Svigermoren” er således en vigtig og vedkommende læseoplevelse om det svære ved at være familie. Det er første bind i en planlagt trilogi.
Svigermoren
Forfatter: Moa Herngren
Oversættelse: Agnete Friis
Forlag: GRØNNINGEN 1
316 sider. Hæftet
Udgivelsesdato: Den 15. august 2024
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
