Om svigt der nedarves i flere generationer
Romanens ene hovedperson er Kirsten, mor og sygeplejerske. Den anden hovedperson er Kirstens yngste datter, Line.
Kirstens første barn hedder Stine. Hun er frugten af et uhelligt forhold, og hendes far begik selvmord, men for Kirsten er hun en gave, et lys. Kirsten kan godt mærke, at hendes nye mand, Jens, ikke er voldsomt interesseret i Stine, men hun har brug for ægteskabet, og Jens repræsenterer det billede, hun har af en ægtefælle. Desværre repræsenterer han også i høj grad hendes far, hvis temperament styrede hendes barndom på en måde, der fik både hende og hendes mor til at liste rundt i huset for ikke at vække hans vrede. Det gør de også her, lister rundt langs væggene for ikke at vække Jens’ vrede. Jens er mest lykkelig til lørdagsfrokosten med snaps og tartar. Med Jens får Kirsten to børn, Line og Thomas.
Line er et lille englebarn fra begyndelsen – i modsætning til sin bror Thomas, der er hjerneskadet og urolig. Line gør som forventet. Hun er også det barn der sidder på trappen og venter på, at hendes mor skal komme hjem. Hun er bange for, at hendes mor dør, og bruger ventetiden – der sommetider er lang – til at bede til Gud om, at der ikke må ske moren noget. Efterhånden omgiver hun sig med besværgelser og ritualer der skal holde katastrofen fra døren. At hendes omgivelser allerede er ude i katastrofer, får hende ikke til at ændre på sin adfærd, sin rytme eller den anoreksi hun senere lever med.
Stines sonetter er en tragedie og måske en påmindelse om, at man ikke bør få børn, hvis man ikke kan elske dem.
Sonetterne i bogen er skabt på baggrund af Højsangen, og de er skrevet til Stine, Kirstens ældste datter. Hun er kun 14 år gammel, og sonetterne får en nærmest Baudelaire-uhyggelig nuance, der føjer gru til tragedie.
Læsningen er flydende og let, men budskaberne er tunge og næsten ikke til at bære.
Stines sonetter
Marie-Louise Ravnsberg
235 sider
Lindbak + Lindbak
Udgivet: 2022
Birte Strandby
