Debutroman om begyndelser og afslutninger. Ida er i sjette måned. Hun og kæresten Rasmus glæder sig. Der er kun en enkelt skygge i tilværelsen, og det er, at Ida har ikke talt med sin mor i flere år, så af hensyn til såvel sig selv, Rasmus og især det nye barn har hun nu behov for at få afklaret forhold i barndommen og ungdommen. Det er en voldsom proces at genkalde sig kampen mod overvægt og lillebrorens uforståelige men ikke helt uventede selvmord. Det eneste der er fælles for de to store nederlag der udgør Idas samlede fortid, er Idas erindring om moderens svigt og nedgørende afvisninger. Årsagen til at Ida afskrev sin mor.
Moren er døende, og ved hendes sygeseng gennemgår Ida sit liv og moderens rolle i det, men der følger ingen lettelse med konklusionen, selv om gensidig forståelse et kort øjebllik havde været mulig.
Opbygningen ligner den i Martha Christensens I gårs fortræd, men levner ikke så meget håb. Stilheden er bogens vigtigste begreb, fordi den står for fravær af vejrtrækning – af liv. I øvrigt minder den også om Den uimodståelige Henry House i sin afklaring af barndommens fortræd. Og her bør så måske også nævnes forårets Man dør kun en gang, Kapgang og Vildnisset der også omfatter emnet tidlig svigt, og det vanskelige forhold til forældre, der ikke ved bedre.
Det er en bevægende roman og man skal lede længe efter et mere præcist og mere velformuleret udtryk for hvor dårligt, mennesker egentligt forstår hinanden og hvilke forfærdelige fejl man kan begå i den bedste mening.
Heidi Fjelstrup
184 sider
Forlaget Valeta
Udgivet: 1.08.2010
Birte Strandby
