Steen & Stoffer er den velkendte tegneserie om seksårige, fantasifulde Steen og hans tøjtiger, Stoffer, der har både personlighed og diplomatisk sans, når de voksne ikke ser det. 

Den amerikanske tegneserie om Steen og Stoffer kørte fra 1985 til 1995, og på sit højdepunkt blev den vist i 2.400 aviser verden over, og det kan man let forstå. Steen er enebarn, og når man har mødt ham, er det indlysende, hvorfor han ikke har mindre søskende. Tegningerne taler for sig selv og tilfører også serien en heftig dynamik.

Steens fantasifuldhed er ubegrænset, nogle ville sige uhæmmet, og i eget perspektiv skifter han fra den helteagtige rumagent Spiff til savlende monster og til det menneskelignende insekt Steen. Steen er ikke bange for at eksperimentere med tyngdekraft, eget helbred og hårdtprøvede forældre. Mange af hans aktioner kan måske svagt genkendes fra andre barndomme eller skolen, og hans iderigdom, hans trang til at udforske verden og påvirke den er uforlignelig, og det er virkeligt underholdende, især når man ikke selv er ansvarlig for ungen.

Med sig har Stoffer den vidunderlige tøjtiger, der både kan deltage i løjerne og føre dybe samtaler om livet. Det er Steens fuldstændigt uundværlige ven. Da Steen tror, at Stoffer er forsvundet og vil efterlyse ham beskriver han ham som: Stille og rolig. Lidt sær. En god ven på en ret spøjs måde. 

Med til billedet hører de uendeligt tålmodige forældre, faren der er i stadig risiko for at falde i meningsmålingerne – et problem der kun kan løses med flere lommepenge og køretimer.

– Jeg tror, det er på tide, vi får en ny far. Hvornår udløber din embedsperiode? 

– Beklager Steen. Jeg er udnævnt på livstid.

– På LIVSTID? Er der slet ikke nogen fortrydelsesparagraf?

– Ikke det der ligner.

– Har du selv skrevet vedtægterne?

– Nej, din mor hjalp mig.

og moren der kun springer i luften engang i mellem – pædagogiske forældre kan være skadelige for helbredet.

Desuden er der barnepigen Malene, der ikke har noget i klemme og sætter hårdt mod hårdt. Modsat Steen kan læseren se, at hun nok ikke er sadist. Herudover møder vi Steens klasselærer og naboens Susie, som Steen er lidt varm på, hvorfor de udveksler fornærmelser i en helt særlig kategori, når han ikke lige forsøger at imponere hende med, at han har kakerlakker i sin madpakke.

Alt i alt en dejlig tegneserie der ikke overraskende udkommer i 7. oplag.

Steen & Stoffer 1

Bill Watterson

Oversat af Niels Søndergaard

127 sider

Cobolt

Udgivet: 1987 – 2022, 7. oplag

Birte Strandby