Sproget i prologen kunne have været Astrid Lindgrens, men allerede på næste side ændres stilen, og romanen fortælles i øvrigt fra Karls synsvinkel. Han er tolv år og med sin mor på vej til Krapsørev, hvor han skal bo hos sin morfar, mens moren skal ud med et forskningsfartøj for at gennemføre nogle undersøgelser.
Karl glæder sig, Krapsørev er ren idyl, men pludselig befinder han sig i en verden der synes tæt befolket af spøgelser. De fleste af spøgelseshistorierne har han hørt før, men efterhånden begynder de at give mening. Karl finder en træfigur på et sært gammelt votivskib i den lokale kirke, og figuren skriger på hjælp. Gusen kommer ind fra havet, morfar forsvinder, men med veninden Saras hjælp får han afsløret den gamle hemmelighed, som borgere i Krapsørev har gemt på så længe, spøgelserne såvel som de levende udfries, og alt ender lykkeligt.
Romanen er inddelt i Karls ophold hos morfar og så i de spøgelseshistorier, der fortælles af de andre karakterer undervejs, og det er rigtige spøgelseshistorier om manden der sank i mosen, om skibet der gik på grund og den unge kvinde, der mistede sin elskede og til sin død gik rundt i brudekjole. Det er Store forventninger, Den sorte Sejler og Rime of the Ancient Mariner omsat til børnehøjde, men med al den uhygge, den kan mønstres, når baggrunden er en nutidig hverdag, og det er slet ikke så lidt. Og så tilgiver man gerne, at balancen mellem realisme og gys bliver temmelig uklar i slutningen, og at børnenes heltegerninger er ud over det sædvanlige.
Spøgelsesskibet Vallona
Forfattere: Lena Ollmark og Mats Wänblad
Oversat af Tina Schmidt
136 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 20.08.2009
Birte Strandby
