”Spis mere plantebaseret” lyder det fra mange sider i disse år, hvor den kødfri kost hyldes som et af svarene på klimakrisen. Stig Ladefoged er uddannet sygeplejerske og melder sig i koret, der helt og holdent går ind for en plantebaseret kost. Men hos Stig Ladefoged er motivet fremfor alt sundheden! Deraf følger også bogens undertitel: ”En forskningsbaseret tilgang til et sundere liv”. 

Lige siden Stig Ladefogeds uddannelse til sygeplejerske, har han været optaget af kostens betydning for vores sundhed, trivsel og leveår. Med egne ord lærte han kun lidt om, hvordan livsstil påvirker helbredet. Skønt forskningen viste, at en sundere livsstil ville være ideelt i forhold til at undgå sygdomme, så var det ikke et fokuspunkt. Det var derimod rygning, man på sygeplejestudiet havde øje på. 

Stig Ladefoged blev imidlertid stærkt optaget af kostens effekt i forhold til sundhed. Hans bachelorprojekt omhandlede et tre ugers livsstilsforløb for borgere med hjerte-kar-sygdom og/eller type 2-diabetes. Borgerne blev instrueret i at leve plantebaseret. Resultatet var b.la. vægttab, reducerede smerter, bedre søvn, mere energi, fald i kolesterol og blodtryk etc. Skal man tage forfatterens ord for pålydende, så var borgerne ”lykkelige for deltagelsen i projektet”. 

Det er her, at ”Spis mere plantebaseret” kommer til at klinge lidt hult, når bogens undertitel tilmed er ”En forskningsbaseret tilgang til et sundere liv”. Forfatteren brænder så inderligt for den plantebaserede kost, at han tilsyneladende har svært ved at være helt objektiv i en fagbog, han gerne vil signalere er forskningsbaseret. Men at betegne projektdeltagerne for lykkelige er vel ret beset en subjektiv tolkning? 

Det er en kendt sag, at plantebaserede kost er forbundet med myter. ”Hvad med protein, jern og alle de andre vigtige vitaminer og mineraler?” –  spørger mange mennesker skeptisk. Det kalder på en saglig diskussion. Som sygeplejerske med interesse for forskning har Stig Ladefoged et udmærket afsæt for at kaste sig ind i debatten. Men nogle læsere vil nok indvinde, at hans ord ikke helt får den fornødne vægt og saglighed, fordi hans egen subjektivitet står i vejen. Andre vil mene, at han bør diskutere spørgsmålet med ledende læger, humanfysiologer og forskere i humanbiologi for blot at nævne nogle. I bogen her præsenterer han imidlertid kun den forskning, der taler for at spise plantebaseret.  

Han går til eksempel nok også et skridt for langt i en del menneskers optik – dokumentation og statistikker til trods – når han om kræft skriver følgende: ”Og her har jeg gode nyheder til dig. Jeg tror nemlig, at de fleste kræfttilfælde muligvis kan forebygges. … De resterende 90 procent menes at være forårsaget af miljø- og livsstilsfaktorer. … Det betyder, at hvert andet kræfttilfælde potentielt set kunne undgås, hvis vi lagde mere vægt på forebyggelse gennem en sundere livsstil. ”

Men lad det nu bare være sagt! ”Spis mere plantebaseret” er skam et digert værk. Det gør en dyd ud af at dokumentere og pointere at plantebaseret kost er den mest optimale kost. Stig Ladefoged understreger, at der er tale om plantebaseret kost bestående af hele, uforarbejdede vegetabilske fødevarer. Taler man derimod om vegetarisk eller vegansk kost kan den sagtens inkludere mange forarbejdede og raffinerede fødevarer, men minimalt af fuldkorn, bælgfrugter, grønt, frugt og nødder. Derfor er vegetarisk eller vegansk i sig selv ikke sund i forfatterens optik. 

Bogen er mestendels en teoretisk indføring i plantebaseret ernæring. Stig Ladefoged gennemgår en lang række internationale kostundersøgelser og studier mhp. at påvise mønstre og trække pointer frem i forhold til hvad, man bør spise for at leve sundt og længe. Blandt eksemplerne er fx studier af mennesker, der lever længst – de såkaldte ”Blue zones” – og Syvende Dags Adventisterne, der lever vegetarisk og sundt. 

I kapitel tre diskuterer Stig Ladegaard, hvorvidt kosten kan forlænge livet, mens han i kapitel fire ser nærmere på vores tarmbakterier. Konklusionen er, at du får en mere glad tarm, hvis du spiser plantebaseret, da kosten b.la. er mere fiberrig. Overvægt og fedme er temaet for kapitel fem. Ikke overraskende nok konkluderes det, at man med en plantebaseret kost vil kunne reducere sin vægt. Planter har alt andet lige en lavere kalorietæthed end kød, æg, ost og olie til eksempel. I kapitlet trækker forfatteren igen på studiet af Syvende Dags Adventisterne. 

Efterfølgende dykker forfatteren ned i en række udvalgte livsstilssygdomme mhp. at belyse hvordan kosten har indflydelse på dem. Han ser fx på hjertesygdomme, diabetes, brystkræft, prostatakræft og tarmkræft. Konklusionen er enslydende: plantebaseret kost vil være ideelt og forebyggende.  

Derpå giver forfatteren sit bud på hvad, man bør spise og hvordan kosten specifikt sammensættes. 

I bogens afsluttende kapitel får læseren omkring 35 plantebaserede opskrifter. Der er tale om sund og varieret mad til alle dagens måltider. Disse opskrifter fungerer i min optik mest som en appetitvækker på det plantebaserede køkken. 

Eksempler som fx blomkålsbearnaise – dvs. en slags bearnaisesauce lavet ved at koge blomkål og blende den sammen med plantedrik og lidt cashewnødder, som tilsmages med estragon og bearnaiseessens – understreger, at vi ikke blot er i det veganske køkken, men også er i et hypersundt et af slagsen! 

Is bliver lavet af blendet frosne bananer for sundhedens skyld. Det kaldes ”Nicecream” og smager aldeles glimrende. Ungerne vil helt sikkert nyde det på en varm dag. Bønnebrownien er nogenlunde okay, men så heller ikke mere. Der er også det, der ikke fungerer. Fx kikærtecookies der desværre aldrig bliver sprøde. I hvert fald ikke i mit køkken. 

Stig Ladefoged er ambitiøs og dedikeret udi at formidle den plantebaserede levevis som sund og livsforlængende. Han har så afgjort gode pointer, i forhold til et kontrært og konservativt dansk sundhedssystem, der ikke interesserer sig nævneværdigt for ernæring. Det er desværre blevet symptombehandling vha. medicin eller operation, i stedet for årsagsbehandling og forebyggelse vha. kost, sådan som Stig Ladefoged advokerer for. Det giver også god mening, at pointere den plantebaserede kost fremfor det vegetariske eller veganske alene. Omvendt understreger forfatteren, at hver især må starte med små – grønne – skridt, som alle tæller og gør godt for kroppen. Så den vegetariske eller veganske verden kunne vel være fin til en start? 

Som skriftlig formidler er Stig Ladefoged en kende ordinær. Det bliver desværre noget opremsende, tungt og teoretisk. Stig Ladefoged har ikke videre flair for at omsætte den tørre tekst til noget genkendeligt og forståeligt. Teorien bør eksemplificeres i langt højere grad! Jeg savner fx nogle flere illustrationer, der kunne hjælpe teksten lidt på vej. Men når det er sagt, så er ”Spis mere plantebaseret” en yderst tankevækkende fagbog. Den motiverer så afgjort læseren til at spise grønnere, mere uforarbejdet og sundere. 

Vil du gerne læse mere om plantesygeplejersken Stig Ladefoged, så tjek hans hjemmeside: 

Ydelser

Spis mere plantebaseret

En forskningsbaseret tilgang til et sundere liv

Forfatter: Stig Ladefoged

Forlag: TURBINE

396 sider. Hardback

Udgivelsesdato: 31. 3. 2021

Anmelder: Nønne Lønne Votborg