Når man gribes af en krimi som Spejlmanden, bliver man ikke forbavset over, at Lars Kepler har solgt i mere end 15 millioner eksemplarer på mere end 40 sprog. Spejlmanden er trods sine godt 500 sider en krimi, man har lyst til at fortsætte uafbrudt, til man når frem til slutningen, der i øvrigt heller ikke rigtigt lader en i fred.
Som andre af tidens krimigysere (Arne Dahl, Robert Galbraith, danske Katrine Engberg) er der gang i afhuggede og afsavede legemesdele. Det er ret klamt, men det holder læseren på tæerne, og der er en årsag til de syge tilbøjeligheder.
En ung pige bliver slået ned og bortført i bogens første kapitel. Dernæst møder vi Pamela der er på ferie med mand og datter. Der er lagt op til den helt store hygge, men datteren drukner, og Pamelas mand får en hjerneskade. Umiddelbart er der ingen forbindelse mellem bortførelsen og det der sker for Pamela, men pludseligt finder man en ung pige hængt på en legeplads. Et overvågningskamera afslører, at der er et øjenvidne, og så er det, at vores helt, Joona, kommer ind på kamppladsen.
Han er metodisk, omhyggelig og i stand til at tænke anderledes, og det er også ham der finder ud af, at der er tale om en seriemorder.
En anden ung pige bliver bortført, og det ser ud til, at det er samme person der står bag. Joona kæmper med tiden, med politistyrkens begrænsede ressourcer og særlige forventninger til, hvem der er skyldige. Joona er – i lighed med John McClane fra Die Hard – heller ikke usårlig, men stædig og insisterende i sin kamp der bliver blodig og kræver ofre.
Plottet er rigtig godt, og det kan man også sige om karakteristikkerne af persongalleriet, deres baggrund, deres personlighed og deres adfærd. Som at være der selv, men med mere action. Og man husker at låse hoveddøren efter endt læsning.
Spejlmanden
Lars Kepler
Oversat af Kamilla Jørgensen
526 sider
Gyldendal
Udgivet: 23.10.2020
Birte Strandby
