En række små historier om Anita der også er fortæller.

I den første historie er Anita flyttet fra Finland til Danmark med sin mor. Hun går i skole, men har endnu ikke helt lært dansk:

Jeg følte, jeg ville blive grim, hvis jeg skulle sige alle grødagtige lyde.

I den næste fortælling er Anita voksen og har udgivet sin første digtsamling. Det fejres på restaurant med mor og mormor. Mormoren og især moren synes i den grad at glæde sig over Anitas udgivelse, selv om det undervejs røbes, at moren har betalt, og at hun er en god bekendt af forlæggeren.

Anita bliver senere gift og skilt igen. Hendes to døtre bor hos faren, mens Anitas skyldfølelse overfor pigerne sætter sig som sygdom. Hendes mor dør på et tidspunkt, men vender stærkt tilbage.

Anita er – som mange andre hovedpersoner i romaner – observant og tilbageholdende. Hun holder sine følelser for sig selv og ser undrende ud på verden. Veninden Michaela vækker hendes misundelse eller irritation, fordi hun ejer en misundelsesværdig succes. Anita får antaget en novelle i radioen. Michaela får afvist sin novellesamling hos Gyldendal, men en af novellerne antages i radioen. En af Anitas kolleger gør stærke tilnærmelser til hende. Ugen efter gør han tilnærmelser til Michaela. Michaela rejser med sin filminstruktørkæreste til Rom, og hun udgiver en roman der får mange roser. Anita blev indhentet og overhalet.

En enkelt novelle skiller sig ud, Marianas hemmelighed, fordi Anita der må forholde sig til nye sider af sine forældre. 

Teksten Dorotea handler om en veninde der lægger an på Anitas mand – måske – og Receptionen handler om en bekendt der insisterer på at gå med Anita til en relativt begivenhedsløs bogreception. Det er klip fra en tilværelse, men de tilbyder hverken dyb indsigt eller vigtige pointer. Det er billeder af en hverdag, og man kan godt nyde læsningen og det udmærkede sprog, men slutningerne giver ingen forløsning, og er måske blot udtryk for, at et vellevet liv med udnyttelse af standarddanskerens iboende muligheder for at komme til den fælles gavebod ikke rigtigt bidrager med eventyr eller dramatik.

Spejlinger

Viveca Talgren

98 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2022

Birte Strandby