Det er ikke hver dag, vi i Danmark hører nyt fra de tidligere Sovjetstater i Centralasien. Den region, som engang var et økonomisk og intellektuelt centrum, Silkevejen, hvor varer og ideer blev udvekslet i stor stil, kunne lige så godt have befundet sig på månen, så fraværende er de i det vestlige menneskes bevidsthed. Vores aviser har ingen udsendte korrespondenter i de lande, vi har ingen ambassader dér, og vi hører kun nyt derfra, hvis der opstår store naturkatastrofer eller borgerkrige. Det er i år 25 år siden Sovjetunionen gik i opløsning, og de Centralasiatiske lande blev selvstændige. Den norske forfatter Erika Fatland er rejst til landene langs Silkevejen, for at få indblik i, hvordan disse lande har udviklet sig siden da.
Forfatteren bruger betegnelsen ”Sovjetistan” som samlebegreb for de fem lande; de to stenrige ørkenstater Turkmenistan og Kasakhstan, derefter de fattigere bjerglande Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan, da staterne blev dannet efter mange års sovjetkommunistisk regime, og lederne stadig er tidligere pampere fra det sovjetiske styre, som tilranede sig den totale magt da Sovjetunionen brød sammen. På trods af en række fælles træk har de fem lande meget forskellig historie, kultur, og sprog. De ydre grænser mellem landene fik Sovjetstyret sat temmelig tilfældigt, uden hensyn til etniske, sproglige og kulturelle forskelle. Rejsen begynder i Turkmenistan, et land som er rigt på grund af dets olie- og gasreserver, og et af verdens strengeste diktaturer.
Lederen indtil 2006, Turkmenbasji, som selv mente han var en profet, som nedstammede fra Alexander den Store og profeten Muhammed, beordrede alle statuer af Lenin og Stalin revet ned, og fik i stedet forgyldte statuer af sig selv opført overalt i byerne.
Bogen Rukhnama er diktatorens forsøg på at sammenfatte den turkmenske historie, samt en håndbog over landets skikke og traditioner. Bogen blev pensum i alt fra første klasse til universitetet, og eksaminer i bogens indhold blev sågar obligatorisk i køreskolerne. ”På den måde lærte turkmenske elever, at det var turkmenerne der opfandt både hjulet og den mekaniske robot”, som Fatland skriver med den neddæmpede ironi, som er typisk for bogen.
Vi hører om Kasakhstan, om Sovjets atomprøvesprængninger i Semipalatinsk , og om Aralsøen, førhen verdens fjerdestørste sø på 68.000 km², som forsvandt, da Sovjetunionen forsøgte at blive selvforsynende med bomuld. Diktaturet ønsker at blive idealstat inden 2050, men sidste år lukkede styret 32 nyhedsmedier, og alle aviser og tv – kanaler kontrolleres af statsmagten, så man må formode der går lidt længere tid…
Tadsjikistan, det fattigste, centralasiatiske land, hvor 1/3 af befolkningen er underernæret, og som det eneste postsovjetiske land har en statsreligion. Og Kirgisistan, som er det eneste land Fatland besøger, hvor hun ikke møder frygten for at kritisere styret. Her har folket afsat præsidenten to gange, fordi 1/3 af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. Til gengæld er der andet at frygte; den gamle skik med bruderov lever her i bedste velgående, og der er ikke tale om romantisk sværmeri, men om brutale kidnapninger og voldtægter, nogen gange begået af helt fremmede mænd. På trods af, at bruderov er blevet illegalt, mener man at 1/3 af alle bryllupper stadig ordnes på denne måde.
Usbekistan, et af verdens værste diktaturer, der ligesom de andre lande i regionen frygter at islamistiske kræfter får fodfæste, og derfor har forbudt islamisk klædedragt, langt skæg og slør. Men islamisme er i fremmarch overalt i Centralasien.
”Sovjetistan” er et meget vellykket forsøg på at kombinere de historiske linjer med de aktuelle politiske, og de personlige møder med befolkningen som Fatland har. Bogen kan anbefales til alle, der har interesse i disse lande, både de der har planer om at rejse dertil, og de der blot er videbegærlige…
Erika Fatland
Informations Forlag
Udkommet 22/1-2016
431 sider
Anmeldt af Maibritt Lindblad
