Danmark kalder sig et kristent land, men kristendommen kom ikke fra den ene dag til den anden, og i begyndelsen er denne nye Kristus bare et supplerende gudenavn der kan føjes til de andre guder og i handling bevise, om han er en skrælling eller en magtfuld gud. 

Det kan undre, at de nordiske tidselgemytter kunne bruge en gud der døde på korset for vores synders skyld? En gud der forlanger, at vi elsker vores fjender, hvilket angiveligt har syntes småperverst for vikingerne. Ydermere var syndsbegrebet fuldstændigt uforståeligt for nordboerne, og det giver unægtelig nogle vanskeligheder, når der skal angres og gøres bod.

Alligevel kom kristendommen snigende. Det skyldes blandt andet propaganda og spin. Med afsæt i Bibelen udlægges den nye gud som en kriger: Kristus stiger ned til de døde i helvede, han sprænger porten og lægger Satan i lænker. Kristi nedfart til Dødsriget stammer fra Nikodemusevangeliet, teksten blev oversat til norrøne sprog, for en sådan krigergud kunne sælges til vikingerne.

Kristendommen giver konflikter med den gamle tro, og adskillige sagn beretter om stridigheder mellem kristne og hedninge; en søn bliver dræbt af de hedenske guder, fordi hans far er blevet døbt, og i egnen omkring Skive er der eksempler på, hvordan kristendommen blev modarbejdet: de kristne ville bygge en kirke, en bjergmand nedbrød det påbegyndte kirkebyggeri om natten men tillod det omsider, mod at han fik den første brud, der kørte over en bestemt bro i nærheden af kirken. Historien fortæller om brude der forsvinder, og om brudefølger der kører store omveje i flere hundrede år, senest i 1883, for at undgå broen. Sidst måske mere af vane end af angst for at møde bjergmanden.

En praktisk, pragmatisk tilgang til religionen har heller ikke været ualmindelig. Der findes døbefonde med en torshammer indgraveret, og med et vers og et godt ritual kunne man jage det onde væk: En gang for Gud, Og en gang for Odin, Og en gang for Loke.

De gamle guder forsvandt ikke, så længe der var brug for dem:

Når solen var ringet ned, havde den kristne gud ingen magt.

Forfatteren knytter med omhu og dokumentation sagn på geografien, og landskabet aflæses med masser af hedenske spor og forbløffende eventyrlighed. Desværre har vi været tilbøjelige til at ignorere vores forfædres levn:

Landskabet er kvalt i beton, bøjet i neonlys og fladet ud i parkeringspladser.

Bogen omtaler mange mindre kendte sagn, og der er også de gammelkendte om Balder og Loke og om Valdemar Atterdag, der stadig befinder sig på Sjølunds fagre sletter som en hvileløs genganger. Valdemar kan man også læse om i Palle Laurings specielle udlægning af danske kongedrab, Danmarks håb og horn.

Det er spændende læsning, og det kan give et ekstra krydderi at studere bogen sammen med Anette Lassens bøger om de islandske sagaer. Men er stikordsregistre gået af mode?

Sort hedder en sten

Flemming Chr. Nielsen

Mellem hedenskab og kristendom i 1000 år

276 sider

Bindslev

Udgivet: 2018

Birte Strandby