Islandske Arnaldur Indridason (født 1961) er en internationalt kendt kriminalforfatter, hvis bøger er oversat til 40 sprog og er udkommmet i ca. 12 millioner eksemplarer.
Han har netop her til lands fået udgivet Sorgsten, som er tredje selvstændige bind i Konrad-serien. Denne anmelder er ikke ekspert i Indradasons kriminalromaner. Men oplever at denne er en stillestående historie med en del personer, som har og ikke har betydning for den videre handling frem til slutningen. Som bestemt er overraskende.
Konrad er en politimand, der er gået på pension. Han bliver kontaktet af en ældre dame, Valborg. Hun vil have Konrad til at finde det barn, hun fødte i 1970’erne og som straks efter fødslen blev givet bort. Valborg var i en situation, der gjorde det umuligt for hende at tage sig af barnet. Konrad nægter at hjælpe Valborg, der selv har søgt i mange år uden resultat.
Kort efter findes Valborg myrdet i sin lejlighed. Nu får Konrad samvittighedskvaler overfor den myrdede. Sammen med den evigt e-cigaret-rygende politiefterforsker Marta går opklaringen af mordet og eftersøgningen af Valborgs barn i gang.
Samtidig arbejder Konrad sammen med Eyglo, en ikke nærmere præsenteret kvinde, på at finde ud af hvem der i 1963 skød og dræbte Konrads far. Han var hele livet et udskud og vanekriminel, som Konrad absolut ikke værdsatte.
Konrads far og Eyglos far arbejdede en overgang sammen om at narre penge fra blandt andet ældre damer, der havde mistet en mand eller en søn. De optrådte som medier, der kunne få kontakt til afdøde.
Under hele forløbet dukker også en stærkt religiøs sekt op. Alt væves tæt sammen, og stilfærdigt og langsomt nærmere læseren sig klimaks på de 378 sider.
En klippe i Holsfjeld hedder Sorgsten. Navnet fik den af en historie om en kvinde, som engang mistede sit spædbarn, da en ørn pludselig rev barnet til sig og fløj op i bjergene med det. Kvinden fulgte efter fuglen, der førte hende til klippen. Her så hun blodet rende ned over den, og da udåndede hun af udmattelse og sorg.
Arnaldur Indridason benytter mulighed for at beklage det omsiggribende betonbyggeri i højden i Reykjavik, som skæmmer den gamle islandske hovedstad.
Sorgsten
Kriminalroman
Oversat af Rolf Stavnem
378 sider
Udkommet juni 2024
Gyldendal
Anmelder Bjarne Gregersen