Lisbeth Nebelong er uddannet journalist, merkonom og MPM. Samtidig kan hun skrive forfatter og foredragsholder på sit CV. Hun boede tre år i Tórshavn, da hun voksede op. Det ses i hendes forfatterskab, som hun tog hul på i 2003 med ”Når engle spiller Mozart”. Hendes nye bog ”Sonate for sorgfulde hjerter” udspiller sig især på Færøerne, Island og Lofoten. Som journalist har Lisbeth Nebelong gennem flere år forfattet rejsebogen ”Turen går til Færøerne”. Hendes nye værk hylder i dén grad livet i Nordatlanten.
”Sonate for sorgfulde hjerter – Novellekreds fra Nordatlanten” er en novellefortælling bestående af syv sammenflettede historier, der udspiller sig i kronologisk rækkefølge. De kan læses som en roman. Persongalleriet er relativt stort. Læsere der kender forfatteren fra tidligere, vil genkende enkelte karakterer fra ”Færø Blues trilogien”. Flere af de yngre bipersonerne i bogens første noveller optræder igen senere. Da er de blevet ældre og har oftest fået en fremtrædende rolle. Bagerst i bogen findes en oversigt, hvor hver person præsenteres. Det er uhyre nyttigt.
Novellerne handler om livet på godt og ondt. De kredser om kærlighed, glæden ved klassisk musik, Nordatlanten, relationer, samliv, kærlighed, ambitioner og venskab. Lisbeth Nebelong anskueliggør, b.la. hvordan det er at leve i pagt med naturen. Gennem ord males smukke billeder af den særprægede nordatlantiske natur, hvor b.la. hav, fjelde og fugleliv er så særegent. Forfatteren lægger stor vægt på naturbeskrivelserne.
Bogens forside viser et fjeld set gennem konturen af en cello. Det passer som fod i hose til bogens titel og det gennemgående musikalske tema ”Sonate for sorgfulde hjerter”. Titelnovellen ”Andrias kommer hjem” udspiller sig i 1971-75. Andrias Sandoy er skipper og far – eller er han – til den unge Kåre, der er cellist. Kåre indgår i alle novellerne og kendes fra forfatterens tidligere værker. ”Sonate for sorgfulde hjerte” er et stykke musik, Jørn Jespersen komponerer. Det indgår også i flere af novellerne. Forsiden giver således god mening med sin klare reference til den klassiske musik. Den afsluttende novelle handler om den italienske pianist Novella og hendes mand, der sammen besøger Færøerne. Som ung var hun Kåres klaverlærer.
Novellekredsen slutter på forunderlig vis sin ring hvor den begyndte på Færøerne. Der er noget poetisk ved den måde, hvorved mennesker ligesom natur søger tilbage til det velkendte. En af bogens karakterer, Erik, kredser om det at blive gammel. Han tænker over hvordan ens udlængsel bliver stadig mindre. ”Vingefanget bliver mindre” (s. 141) og han referer til H. C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.
Akkurat som der er tænkt over forsiden, er novellerne velgennemførte. De hænger sammen på meningsfuld og logisk vis. Natur og musik optræder på en måde, der ikke virker tilstræbt eller søgt. Læseren skal være opmærksom for at få det fulde udbytte. Der er ganske mange detaljer og henvisninger på kryds og tværs mellem teksterne. Disse referencer kan være direkte i form af personnavne, men de kan også være mere subtile i form af steder – især natur – eller musikstykker der indgår igen. Tag dig god tid når du læser.
Lisbeth Nebelongs personskildringer er yderst troværdige og velnuancerede. Hun portrætterer fx mennesker der funderer over tilværelsen, er i tvivl om de valg de tog var rigtige og om deres relationer. Der er også smukke skildringer af mennesker, der reflekterer over musikkens rollen eller nyder naturen i fulde drag. Handlingen udspiller sig på en række forskellige lokaliteter og på sørejse i Nordatlanten. Oftest er fortællingerne lavmælte og uden det store drama, men de er på alle måder fulde af liv og mening. ”Sonate for sorgfulde hjerter” er en udfordrende men yderst givende læseoplevelse med en smuk og tilfredsstillende slutning. Det er bevægende og vedkommende læsning.
Det er svært at rose værket højt nok. Det er ikke en novellesamling, der bliver glemt lige med det første. Lisbeth Nebelongs kraftpræstation understreger, hvor elegant novellekunst kan udføres. Måtte den få mange læsere med på sin nordatlantiske rejse!
Sonate for sorgfulde hjerter
Forfatter: Lisbeth Nebelong
Forlag: Alhambra
174 sider. Hæftet
Udgivelsesdato: Den 1. marts 2024
Anmelder: Nønne Lønne Votborg