En praktisk samling sproglege du kan tage lige ned fra hylden og bruge.
Her er endelig en bog om sprogstimulering, som er let læst, faglig velfunderet og lige til at anvende i det pædagogiske arbejde.
Det er tydeligt, at bogen er tænkt som et katalog af sproglege til pædagoger i vuggestue, børnehave og indskolingen. Bogen giver en kort indføring i centrale begreber i arbejdet med sprogstimulering. Ydermere refererer bogens afsnit direkte til de sproglige områder i Sprogvurderingen af 3-årige og TRAS.
Denne inddeling gør bogen oplagt til det pædagogiske arbejde, som sprogvurderingen og TRAS lægger op til. På trods af den meget korte introduktion kommer den godt omkring sprogets betydning, og hvordan arbejdet med sprogstimulering kan tilrettelægges.
Alle afsnit indledes med en kort beskrivelse af områdets betydning, og hvordan man kan understøtte dette. Herefter følger et antal lege og forslag til aktiviteter. Alle legene er forsynet med aldersanvisninger, målbeskrivelse, brug af rekvisitter, mm. Legeanvisningerne er korte, præcise og meget anvendelige.
Det er sjældent, at man oplever en fagbog, som er fagligt velfunderet og samtidigt så let anvendelig som denne, uden at det kræver særlige forkundskaber. Bogen er et must for alle pædagoger, der ønsker at stimulere børns sproglige udvikling.
Forfattere: Helle Iben Bylander og Inge Benn Thomsen
Special-pædagogisk forlag.
Anmeldt af Nana Marie Petersen