Du kan aldrig stole på en mand, der ikke har sejlet til søs.

Marstal Museum fokuserer med denne udgivelse på de seje kvinder der passede hjemmene, mens mændene var på langfart – og på dem der sejlede med.

Næstefter København var Marstal i slutningen af 1800-tallet den største danske havn med 332 hjemmehørende fragtskibe, og sømandsfamilierne udgjorde en ganske stor del af indbyggerne i byen. Tallene har svinget, og i dag er der et par hundrede sømænd i Marstal i alle skibets erhverv, skibsfører, maskinmester, matros, kok. Marstal Navigationsskole er central i byen, og det er ikke mange årtier siden, at Marstals unge kvinder lærte, at det gjaldt om at finde sig en ‘rigtig’ styrmand, ikke en sætteskipper. Et ondt rygte, der ikke er med i bogen, går på, at det gjaldt om at gifte sig med en god trækseddel. (En trækseddel er en anvisning på udbetaling af en sømands hyre til anden adresse end skibet.)

Sømandskonens udfordring er at styre hjemmet, mens manden står til søs, opdrage børnene, passe huset – og en hustru omtaler det belastende i at gå til familiefester alene.

En anden udfordring er at finde ud af at få placeret ægtefællen i en fornuftig rolle, når han kommer hjem. Tidligere tiders kønsrollemønster kunne gøre det vanskeligt. Hvis han var skibsfører, havde han måske forventninger om, at aftensmaden blev serveret på samme tid hver dag, at tingene kørte efter en snor, hvorimod han ikke ville blande sig i børneopdragelsen. En nutidig sømandskone udtaler, at de nyere ordninger med korte udmønstringer, må være udtænkt af en længselsfuld mand, i hvert fald gør de ikke altid hverdagen lettere for sømandskonen. Til gengæld har moderne kommunikation såsom Skype gjort det nemmere at holde kontakt med familien, så skiftet mellem en fra- og en tilstedeværende familiefar ikke er så voldsomme.

En ting var arbejdet som hjemmeværende hustru, noget andet var når hustruen tog med ægtefællen ud at sejle. Hustruen varetog de traditionelle kvindeopgaver i kabyssen og som kahytsjomfru. Det har sikkert passet Marstal-skibsrederne godt, når man kunne spare en hyre, og sparsommelighed er jo historisk et ærøsk karaktertræk.

Senere blev det også tilladt at tage mindre børn med ud at sejle, men flere af de kvinder der fulgte deres mænd i forrige århundrede, efterlod jævnligt deres små børn hos familien.

Medsejlende hustruer har andre opgaver i vore dage såsom at styre film- og bogklub og arrangere sociale begivenheder, men sejltiden er ikke helt så spændende længere på grund af de meget korte laste- og lossetider, der ikke giver lang tid i havnene.

Bogen byder på rigtigt mange fotografier af hustruerne hjemme og til søs – og et billede af en broderet kompasrose. Hustruernes situation og dilemmaer beskrives grundigt og suppleres med citater fra sømandskonernes dagbøger.

Sømandskoner i Marstal

– fortællinger fra sø og land

Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen

96 sider

Marstal Søfartsmuseum

Udgivet: 2017

Birte Strandby