Dette er ikke en læsebog, men en skrivebog. Man kan godt læse i den, men dens formål er at motivere til skrivning. Her er forslag til, hvordan man igangsætter skriveprocessen, forskellige øvelser, og forslag fra forfattere, blandt andre Pia Tafdrup, Elsebeth Egholm og Svend Åge Madsen. Sidstnævnte har gjort det til en vane at gå en tur langs stranden, når han går i stå i skriveriet. Det kan muligvis også være en gåtur i byen eller et andet sted. For Svend Åge Madsen har det altid givet muligheden for at komme videre. Men det virker ikke, hvis man medbringer papir og blyant for at nedskrive ideerne undervejs.
Der er flere udmærkede skriveøvelser, eksempelvis får man en kort sætning: ‘Bomben eksploderede’, og skal herefter fortsætte historien. En anden øvelse er at skrive en dialog, og den er muligvis ikke så let som den lyder. I hvert fald er der mange nye forfattere, der skriver tunge, urealistiske dialoger.
En tredje øvelse går ud på at skrive eller omskrive en filmscene. Det er der sikkert mange der har haft lyst til i tidens løb, når man lige har set sin yndlingsbog blive fortolket af en filminstruktør der åbenbart har fået et helt andet udbytte, end man selv har.
Hveranden side er blank til ens egne optegnelser og skrivemål, bogen er lækkert layoutet, og hvis man har bare antydning af selvdisciplin, må denne bog kunne hjælpe på vej.
Med ujævne mellemrum er der små links til virkeligheden, blandt andet omtale af et skriveprogram, lidt om bibliotekspenge, lister over forlag og fonde, og et indslag om at undgå de værste grammatiske fejl, herunder brug af apostrof i dansk genitiv eller ombytning af hans og sin.
En god gave til et skrive-ambitiøst ungt menneske. Den erfarne skribent vil nok mest finde lidt let underholdning i Skrivelyst.
Skrivelyst
Tips, inspiration & værktøjer til dig der skriver
Med evighedskalender
Alice Aagaard
188 sider
Byens Forlag
Udgivet: 2020
Birte Strandby