Skal vi knalde, mens vi venter?

Ditlev og Helena bor sammen, og alt er idyl, indtil Helena udvandrer fra forholdet og efterlader en knust Ditlev. Han er fuldstændig uforstående og går i lang tid og venter på, at hun skal komme tilbage. Efter nogle måneder damper længslen lidt af, og han render ind i Line, der er ved at forlade en tidligere kæreste og ender med at flytte ind i Ditlevs gæsteværelse.

For Ditlev forbliver Helena den eneste ene, og en dag dukker hun op igen – for at fortælle, at hun skal giftes. Og Ditlev lægger en skummel plan.

Sideløbende med fortællingen om Helena og Ditlev, hører vi om Ditlevs andre kærester. Dem der betød noget, og dem der ikke rigtigt betød noget, når undtages besværet med at slippe af med dem igen.

Ditlev er ikke verdens dybeste menneske, men skøjter afsted på overfladen, begår indbrud fordi en pige forventer det af ham og går i øvrigt op i fest, øl og piger.

… sportslørdag. Et koncept jeg aldrig har forstået. Tv og lørdag eftermiddag hænger bare ikke sammen …

Vi får ikke så meget at vide om kvinderne i Ditlevs liv. Helena kan godt lide at bestemme, og Line er forelsket i sin chef, mens ellers levnes de ikke personlighed. Til gengæld hører vi flere gange om, hvordan Lines bagdel tager sig ud i cowboyshorts. Men Ditlev røber heller ikke den største respekt for kvinderne i sit liv:

… de to kunne få timer til at gå med at sladre om indretning og hjemmesyede gardiner.

Romanen er velskrevet, og Ditlevs damejagter ret underholdende, omend man forbavses over, at han er en mand på 34 og ikke en teenager, der hænger fast i puberteten.