Lyserød tøseroman om prinsen i limousinen og hvad der videre skete. Der er endda en rigtig prins nemlig den engelske kronprins, der her hedder Robert og er smuk, blændende skøn og så ser han oven i købet godt ud, ligesom hans karakter også er pletfri. Der er kun et enkelt problem: Som prins matcher han ikke vores forelskede hovedperson særligt godt. Hun, Mette, er til forskel fra ham ganske menneskelig, hun er uddannet lærer, og hun er ikke særlig vild den mediebevågenhed, der ledsager Robert og deres forhold.
Danske Mette har udlængsel. Hun søger job i England og får ansættelse på en pigeskole. I London støder hun i bogstaveligste forstand og med en i litteraturen velkendt Bridget-Jones-klodsethed ind i prinsen. Det er naturligvis kærlighed ved første blik, og så går der et par hundrede sider med forhindringsløb over hurdler som jalousi, en ekskæreste, mere jalousi fra en bror og problemer med Mettes gode veninde, hvorefter de unge – som ikke er så unge endda – Mette er 26 år gammel – fuldbyrder deres kærlighed, og romanen slutter, men alligevel ikke helt som forventet.
Det er en sød roman, selvom Mette er næsten realistisk, og Robert afgjort er en tegneseriefigur. Den kongelige familie, der omfatter både stedmødre og stedsønner, udviser ikke ganske den sans for pli og god tone, som man er tilbøjelig til at forvente fra landets øverste socialklasse, og der er trods realist-Mette et præg af Guldroman over konceptet.
Herudover er der nogle primitive småfejl, der irriterer undervejs: Drinksene (fortrinsvis gin og tonic, der drikkes ved enhver lejlighed), tilfredst og det i nyere litteratur efterhånden meget hyppige problem med forkert anvendelse af hans og sin: Hun så utroligt godt ud af hendes alder.
Hvis den sidstnævnte trend fortsætter, ender det med, at han virkelig tager hans hat og går hans vej.
Skæbnens spind
Mette Milan Hjortlund
286 sider
mellemgaard
Udgivet: 03.12.2012
Birte Strandby
