Vi er i 1903. Kai Schweigaard er præst i den lille by Butangen i Norge. Han har gjort det til sin opgave at finde Hekne-vævningen, der er vævet af to siamesiske tvillinger i begyndelsen af 1600-tallet, tidlige slægtninge til den kvinde, Astrid, Kai Schweigaard elskede, og som nu er død. Ved et tilfælde opdager han to puder i en ellers tom kiste, to puder hvis hvis ene side er beklædt med stof fra skotske vævere, og på pudernes anden side er der nogle af de fantastiske figurer, som de to siamesiske søstre har vævet.
Schweigaard er romanens ene hovedkarakter, og trods hans ensomhed er det om ham, resten af romanen udvikler sig. Den anden hovedkarakter er Jehans, Astrids ene, overlevende søn. Han jager rener, når han ikke slaver for sin onkel på Hekne.
Under sin jagt på en ren møder Jehans en engelsk trofæjæger, og det viser sig, at de har andet til fælles end den ren de nedlægger sammen. Astrid har angiveligt født tvillingedrenge, men kun fordi Schweigaard fatter mistanke, bliver de unge mænd klar over det.
Omkring de to, Jehans og Schweigaard, huserer alle bipersonerne, Kirstine, Jehans’ kone, oldfrue Bressum der laver mad til præsten – næsten uspiselig mad, der kræver en god appetit – og de andre i den lille by.
Lars Mytting er en storslået fortæller, og læseren følger fascineret med Jehans på renjagt, med Schweigaard på besøg hos en kvinde der ved meget om vævning og om Hekne-søstrene. Tiden og udviklingen går fremad og ligeså den lille slægt, mens Schweigaard holder fast i Hekne-søstrene og deres vævning. Samtidigt får vi et portræt af livet og historiens gang i det lille samfund.
Det er stor romankunst, og da Skæbnens blå tråde er den anden bog i trilogien, efter ‘Søsterklokkerne’, kan vi glæde os til trilogiens næste bind.
Skæbnens blå tråde
Lars Mytting
Oversat af Rolf Stavnem
480 sider
Cicero
Udgivet: September 2021
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks